18/09-17 18:19

Løkke er enig med Trump om behov for FN-moderniseringLøkke er enig med Trump om behov for FN-modernisering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er enig i, at der er brug for at effektivisere FN-systemet.

København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var mandag med, da USA's præsident, Donald Trump, og andre regeringschefer diskuterede reformer af FN-systemet.

Trump mener i lighed med FN's generalsekretær António Guterres, at FN-systemet er for tungt og ineffektivt, og at det trænger til at blive gentænkt og reorganiseret.

Den udlægning er statsministeren enig i. I en skriftlig kommentar bakker han op om Trumps reformkrav.

- De store globale udfordringer med terror, klimaforandringer, fattigdom og migration kan vi ikke løse hver for sig.

- FN bliver nødt til at arbejde mere effektivt og have større fokus på konkrete resultater, hvis vi skal komme problemerne til livs.

- Samtidig skal FN arbejde for at bevare landenes og befolkningernes opbakning. Det skylder vi verden, mener statsministeren.

Han noterer sig dog også efter at have deltaget i FN's Generalforsamling fem gange som statsminister, at debatten ikke er ny - og at det endnu ikke har medført konkret handling.

- Men jeg tror på, at vi kan lykkes denne gang. Samtidig er det opmuntrende i en tid, hvor mange stiller spørgsmålstegn ved internationale organisationer, at USA tydeligt viser opbakning til samarbejde.

- Det er helt afgørende, at lederen af den frie verden fastholder sit engagement i FN, siger Løkke.

FN's 72. generalforsamling begyndte allerede i sidste uge med indledende møder blandt embedsfolk.

Tirsdag mødes medlemslandenes stats- og regeringschefer, når debatten begynder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx