10/10-17 16:34; Opdateret: 10/10-17 18:42

V ser ikke behov for DF-ønske om huse ved grænsekontrollenV ser ikke behov for DF-ønske om huse ved grænsekontrollen

DF's forslag om at opføre bygninger til politiet ved grænsekontrollen virker mere politisk end reelt, mener V.

storybild

København. Under åbningsdebatten i Folketinget sidste uge gjorde DF-formand Kristian Thulesen Dahl det klart, at Dansk Folkeparti vil tage endnu et skridt mod at gøre den midlertidige grænsekontrol mere permanent.

I løbet af efteråret vil støttepartiet "komme med nogle initiativer", der blandt andet skal sikre permanente bygninger på grænsen til politibetjente.

- Bygningerne ved grænsen skal være af en karakter, hvor de medarbejdere, der står ved grænsen, har ordentlige arbejdsvilkår. Det vil vi sætte på dagsordenen i efteråret, sagde Kristian Thulesen Dahl torsdag.

Det virker mere som en ren politisk udmelding end svaret på et reelt behov, lyder reaktionen tirsdag fra Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth:

- Så længe der ikke har været en konkret anmodning fra myndighederne om, at de har brug for permanente bygninger, synes jeg, det er lidt useriøst at forholde sig til det, når det virker mere til at være en politisk udmelding.

Permanente bygninger på grænsen er ikke et behov, Politiforbundet har drøftet, oplyser formand Claus Oxfeldt til Ritzau. Han har ingen yderligere kommentarer.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, vil ikke have bygninger for bygningernes skyld. Hvis der er et reelt behov, må justitsministeren tage det op, siger hun og betoner, at det handler om politiets arbejdsforhold:

- Er de ikke tilfredse med den løsning, de har i dag, i forhold til at kunne gå ind et sted og spise frokost, drikke kaffe og måske få varmen, vil vi gerne se på, om vi skal gøre noget andet.

- Men jeg synes, der er større diskussioner end det, siger Trine Bramsen.

Heller ikke Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, ser noget behov for bygninger:

- Al den stund at grænsekontrollen er midlertidig, og at ønsket heller ikke er rejst af politiet, ser jeg ikke umiddelbart behovet for det.

Den midlertidige grænsekontrol, der blev indført 4. januar 2016, er løbende blevet udviklet - og det er Venstre klar til at gøre igen, betoner Marcus Knuth.

- Vi kigger løbende på, hvad der er nødvendigt. Hvis vi vurderer, at der er infrastruktur, der er nødvendig, så vil vi selvfølgelig se på det.

Spørgsmål: Herunder også egentlige grænsehuse?

- Jeg vil ikke forholde mig til det konkrete spørgsmål, fordi det er meget lavpraktisk. Men hvis politiet henvender sig og mener, de har brug for noget, så lytter vi.

Det vakte kritik fra EU-Kommissionen samt Tyskland og Sverige, da Dansk Folkeparti i 2011 kæmpede for at få grænsebomme og fysiske anlæg ved den danske grænse.

Men De Konservatives retsordfører, Naser Khader, mener ikke, at permanente bygninger i forbindelse med grænsekontrollen vil skabe problemer med EU:

- De siger så meget. De var også utilfredse med, at vi ville forlænge grænsekontrollen.

Khader ser ikke selv noget behov for bygninger, men han vil heller ikke have problemer med dem:

- Hvis DF kan finde de ressourcer på finansloven, så er det ikke noget, jeg vil modsætte mig.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx