17/09-17 11:08; Opdateret: 17/09-17 11:44

Herrernes landshold tilbyder 500.000 kroner til kvinderHerrernes landshold tilbyder 500.000 kroner til kvinder

Herrelandsholdet tilbyder 500.000 kroner til kvinderne, men DBU afviser, at det kan få ny aftale på plads.

København. Danmarks A-landshold for herrer tilbyder at afstå 500.000 kroner om året fra DBU-aftale, som kan gå til kvindelandsholdet.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, der repræsenterer kvindelandsholdet, der forsøger at få en ny aftale på plads med Dansk Boldspil-Union.

Men man kræver samtidig, at DBU giver kvindelandsholdsspillerne samme rettigheder og aftalegrundlag som herrerne, lyder det med anfører Simon Kjær som afsender.

- Kvinderne skal ikke have dårligere rettigheder end os, fordi de er kvinder. Derfor tilbyder vi at afstå 500.000 kr. om året af vores penge med krav om, at DBU giver kvindelandsholdets spillere samme rettigheder som os.

- Dermed bør fokus være fjernet fra både pengene og spørgsmålet om arbejdsgiver/lønmodtagerforholdet med denne løsning, der er identisk med vores aftalegrundlag, så man kan komme i mål med en aftale for kvinderne, siger Kjær.

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, anerkender herrelandsholdets tilsagn om at ville afstå 500.000 kroner om året, men det får ikke nye forhandlinger i gang.

- Det her handler ikke kun om penge, men også om principper. Vi nærmer os hinanden økonomisk og kunne måske nok nå hinanden. Det anerkender vi, men vi vil ikke være arbejdsgivere. Det skal stå soleklart i den nye aftale, siger Høyer til Ritzau.

Spørgsmål: Er DBU arbejdsgiver i den aftale, som herrelandsholdet har?

- Det mener vi ikke, at vi er, men det er der flere fortolkninger af, og derfor skal det helt klart i den nye aftale, da de forskellige fortolkninger bliver ved med at skabe uro både for herrernes og nu kvindernes landshold, siger Høyer.

- Vi savner at høre fra Spillerforeningens direktør (Mads Øland, red), hvorfor det er så vigtigt, at vi står som arbejdsgivere i en ny aftale, tilføjer han.

Tidligt søndag morgen sendte Spillerforeningen et nyt udspil, som kunne lægge op til nye forhandlinger, efter lørdagens ditto brød sammen.

Men DBU afviste, at nye forhandlinger kunne komme på tale inden tirsdagens VM-kvalifikationskamp på udebane mod Ungarn.

DBU henviste til, at man havde tilbudt spillerne en midlertidig aftale, som de stadig er velkomne til at underskrive.

- Skal dette hold spille kampen på tirsdag, er det nødvendigt, at spillerne skriver under på den midlertidige aftale, og så må forhandle den ny aftale på plads bagefter sammen med LO (Landsorganisationen i Danmark) og DIF (Danmarks Idrætsforbund), siger Jakob Høyer.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx