18/07-17 08:41

Tyrkiet fængsler Amnesty-leder og andre aktivisterTyrkiet fængsler Amnesty-leder og andre aktivister

Domstolens beslutning er "en chokerende parodi på retfærdighed," siger talsmand for Amnesty International.

Istanbul. Seks menneskerettighedsaktivister, deriblandt Amnesty Internationals direktør i Tyrkiet, Idil Eser, er nu blevet formelt fængslet af en dommer i Istanbul, mens de afventer en retssag.

Flere af de fængslede er sigtet for væbnede terroraktioner.

Menneskerettighedsaktivisterne blev anholdt i begyndelsen af juli, da de holdt et møde på en ø nær Istanbul. I alt ti blev tilbageholdt, men fire blev løsladt med visse restriktioner.

Amnesty betegner det som chokerende, at de seks aktivister, hvoriblandt der er en svensker og en tysker, fortsat tilbageholdes.

- Den tyrkiske anklagemyndighed har haft 12 dage til at sætte sig ind i sagen og se det åbenlyse: At disse aktivister er uskyldige. Beslutningen om at fængsle seks af dem viser, at sandhed og retfærdighed er blevet fuldstændigt ubekendte begreber i Tyrkiet, siger Amnesty Internationals generalsekretær, Salil Shetty, i en erklæring.

Amnesty Internationals researcher i Tyrkiet, Andrew Gardner, siger til nyhedsbureauet AFP, at domstolens beslutning er "en chokerende parodi på retfærdighed".

Ved et fejlslagent militærkup i Tyrkiet for et år siden - 15. juli 2016 - blev mindst 260 mennesker dræbt. Under kupforsøget, der hurtigt blev nedkæmpet, bombede oprørske soldater regeringsbygninger og kørte kampvogne ind i civile.

Over 50.000 er siden blevet anholdt, og over 140.000 er afskediget fra deres job eller suspenderet. Over 160 medier er blevet lukket, og 2500 journaliser og mediearbejdere er blevet fyret fra deres job.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx