03/11-17 13:51

Uklarhed om svensk forlæggers løsladelse i KinaUklarhed om svensk forlæggers løsladelse i Kina

Forlæggeren Gui Minhai synes kun at være "halvvejs fri" efter at have været fængslet i to år.

København. Den svenske forlægger Gui Minhai, som har været frihedsberøvet i Kina siden 2015, er ude af fængsel, men er stadig ikke fri til at rejse.

Det oplyser en talskvinde for det svenske udenrigsministeriums pressetjeneste til Ritzau.

- Der er stadig uafklarede spørgsmål, som det svenske udenrigsministerium forsøger at hjælpe Gui med, siger talskvinden, som ikke kan oplyse yderligere detaljer.

De kinesiske myndigheder meddelte ellers den 17. oktober, at Gui var blevet sat på fri fod.

Men de kinesiske oplysninger blev bestridt af forlæggerens datter, og den britiske avis The Guardian skriver, at en ven til forlæggeren siger, at Gui "kun er halvvejs fri" efter at have været fængslet i to år.

Som forlægger og boghandler i Hongkong har Gui Minhai specialiseret sig i bøger om Kinas politiske elite.

Guis forsvinden sammen med fire andre boghandlere blev opfattet som et led i en større aktion og kampagne mod kritikere af det kinesiske kommunistparti, som har slået ind på en hårdere kurs siden Xi Jinping kom til magten i 2012.

Guis datter, Angela Minhai, har sagt til den svenske avis Dagens Nyheter, at hun i midten af oktober fik et telefonopkald fra en person, som udgav sig for at være at Gui Minhai.

- Han sagde, at han ville søge om nyt svensk pas, men at han først ville tage sig af "sin syge mor".

Men ifølge Angela Gui er forlæggerens mor ikke syg, og hun siger, at ingen i familien har hørt noget til ham siden meddelelsen om løsladelsen.

I oktober 2015 forsvandt den i dag 53-årige Gui Minhai under uklare omstændigheder fra sin feriebolig i Pattaya i Thailand.

I januar 2016 udsendte den statskontrollerede kinesiske tv-kanal CCTV en video med Gui Minhai. Her siger han, at han er vendt tilbage til Kina for at tage ansvaret for en trafikulykke.

Flere af boghandlerne, som alle er meldt løsladt, har sagt, at de blev tvunget til at indspille udtalelser, hvori de erklærede sig skyldige i lovovertrædelser.

Sagerne har ført til øget international kritik af Kina. Det er blandt andet for manglende respekt over Hongkongs autonomi.

Den svenske forlægger Gui Minhai drev bogforlagene Mighty Current og Causeway Bay i Hongkong.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx