10/10-17 11:25; Opdateret: 10/10-17 12:32

Retten ophæver navneforbud i stor bestikkelsessagRetten ophæver navneforbud i stor bestikkelsessag

Forholdene er så grove, at de tiltalte ikke længere skal være beskyttet af navneforbud, siger byret i Glostrup

København. Retten i Glostrup ophæver tirsdag navneforbuddet for de syv mænd, der er tiltalt i en stor sag om bestikkelse.

Som ansatte i it-selskabet Atea og Region Sjælland og i Rigspolitiet henholdsvis gav og modtog de syv tiltalte mænd rejser og middage, hævder Bagmandspolitiet.

De syv appellerer på stedet afgørelsen om ophævelse af navneforbuddet til Østre Landsret. Dette skridt får opsættende virkning. Det betyder, at navneforbuddet i praksis ikke straks ophæves.

- Henset til sagens karakter og til grovheden af forholdene ophæves navneforbuddene, siger retsformanden, dommer Nanna Blach.

Specialanklager Jørn Thostrup fra Bagmandspolitiet har i retten støttet anmodningen fra pressen om at få forbuddet strøget.

I en lang række tilfælde har der været ydet bestikkelse af ansatte i Region Sjælland og politiet, påstås det i anklageskriftet.

De fik rejser til Dubai og Las Vegas, ligesom der var fine middage på Geranium, Era Ora og andre restauranter. Omregnet til kontanter skal udbyttet i alt have været cirka 1,2 millioner.

De syv nægter sig skyldige. Deres forsvarere har i en stribe lange indlæg forsøgt at fastholde de navneforbud, som blev nedlagt i 2015 af dommere i Nykøbing Falster og Næstved. Ophævelse af forbuddet vil være unødigt krænkende og skadeligt, lyder det.

- Han vil miste den stilling, han nu med stort besvær har fået, siger for eksempel advokat Mikael Skjødt om sin klient.

Derimod har det hele vejen været tilladt at nævne navnet på selskabet Atea, som ligeledes er tiltalt.

Formålet med gaverne var nemlig ifølge Bagmandspolitiet at "fastholde og udbygge regionens samhandel med Atea A/S", som det hedder flere steder i anklageskriftet.

I ét forhold - om en tur til et Formel 1 løb i Dubai - skulle formålet angiveligt også være at fastholde Rigspolitiet som kunde.

Straffesagen skal behandles over 32 retsmøder frem til februar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx