09/09-17 17:24; Opdateret: 09/09-17 18:39

Tyrkiet advarer borgere mod at rejse til TysklandTyrkiet advarer borgere mod at rejse til Tyskland

Vrede over Merkels udelukkelse af tyrkisk EU-medlemskab får Tyrkiets regering til at lange ud efter tyskerne.

Ankara. Krisen mellem Tyrkiet og Tyskland optrappes endnu engang.

Den tyrkiske regering advarer lørdag statsborgere mod at rejse til Tyskland. Tyrkere bliver samtidig rådet til at være på vagt, når de opholder sig i Tyskland.

- Politiske ledere i Tyskland bygger deres valgkampagner på et antityrkisk grundlag og blokerer for vores lands EU-medlemskab, udtaler Tyrkiets udenrigsministerium.

Tyrkiet hævder desuden, at Tyskland byder terrorgrupper velkommen - blandt andet Kurdistans Arbejderparti, PKK, der står på EU's terrorliste.

Også den amerikanskbosiddende imam Fethullah Gülen, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, hævder stod bag et fejlslagent kupforsøg sidste sommer.

Terrorister "går frit på gaderne" i Tyskland, udtaler udenrigsministeriet.

Tyskerne går til valg 24. september. Forbundskansler Angela Merkel har fået tyrkernes vrede at føle, efter at hun i en tv-debat sagde, at det står klart, at Tyrkiet "ikke kan blive medlem af EU".

De to landes forhold var i forvejen anstrengt.

Forud for en kritiseret folkeafstemning i april afskar Tyskland flere tyrkiske ministre fra at holde valgmøder med den relativt store tyrkiske befolkning, der er bosiddende i Tyskland.

Tyrkiets udenrigsministerium siger, at Tyskland "i længere tid har været under indflydelse af en stigende højreorienteret og endda racistisk retorik".

Samtidig hævder ministeriet, at tyrkiske statsborgere i Tyskland diskrimineres imod "på baggrund af deres politiske holdninger".

Tyskland har tidligere advaret tyskere mod at rejse i Tyrkiet. Advarslen kom blandt andet, fordi adskillige tyske statsborgere sidder fængslet i landet - blandt andre to journalister og en ansat i en nødhjælpsorganisation.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx