06/09-17 06:12

Drabsmistænkt kvinde er tilbageholdt i 28 dage i GrønlandDrabsmistænkt kvinde er tilbageholdt i 28 dage i Grønland

En kvinde blev tirsdag lokal tid fremstillet for en dommer, efter at hun mandag blev anholdt for drab.

Nuuk. Grønlandsk politi anholdt mandag morgen en kvinde for drab, efter at en mand blev fundet død i en bolig i Nuuk-bydelen Nuussuaq.

Kvinden blev tirsdag lokal tid fremstillet i et grundlovsforhør, og her valgte dommeren at tilbageholde kvinden i 28 dage.

Det skriver KNR.

Kvinden havde selv kontaktet sundhedsvæsenet mandag morgen. Da ambulancen ankom til boligen, fandt redderne en død mand på stedet.

Efterfølgende blev kvinden anholdt og sigtet for drab.

- Vi efterforsker det som drab. Der er fundet en kniv på stedet, som vi undersøger som muligt drabsvåben, siger vagtchef Gideon Quist til KNR.

Ifølge mediet er det den anden mulige drabssag på blot tre dage i Grønland. Natten til lørdag blev en kvinde fundet død i en bolig i Qaanaaq i det nordvestlige Grønland.

Efterfølgende blev hendes samlever anholdt og senere tilbageholdt i 27 dage mistænkt for drabet.

Tirsdagens fremstilling skete for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Generelt er der meget få oplysninger i sagen.

Politiet ønsker ikke at udtale sig om, hvornår manden er død, de involveredes alder, eller hvorfor kvinden er mistænkt.

Politiet ønsker heller ikke at oplyse, hvorvidt de to personer havde et forhold til hinanden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx