07/11-17 11:19

Advokat for Roskilde Bank-chef: Ingen grund til at hovereAdvokat for Roskilde Bank-chef: Ingen grund til at hovere

Arvid Andersen, advokat for Niels Valentin Hansen, er meget tilfreds med frifindelse i Roskilde Bank-sag.

Søborg. Tirsdag blev Roskilde Banks tidligere ledelse med den mangeårige bankdirektør Niels Valentin Hansen i spidsen frifundet for erstatningsansvar for bankens enorme tab under dens kollaps i 2008.

Mens den tidligere bankdirektør ikke selv var i retten, var det en synligt tilfreds advokat for ham, Arvid Andersen, der udtalte sig efter domsafsigelsen.

- Først er fremmest er jeg super tilfreds med resultatet og glad på min klients vegne.

- Men det er med ydmyghed, man modtager dommen. Mange er ramt af bankens konkurs, så der er ingen grund til at hovere, siger advokat Arvid Andersen.

Niels Valentin Hansen, den tidligere ledelse og revision i Roskilde Bank var sagsøgt af Finansiel Stabilitet for en milliard kroner plus renter. Arvid Andersen fortæller, at han fuldt ud troede på en frifindelse.

- Jeg kan sige med 100 procent sikkerhed, at jeg ikke er overrasket, siger han.

Dommerne lagde til grund, at Finansiel Stabilitets sag var ganske svag, ikke mindst fordi man ikke kunne redegøre præcist for, hvad erstatningskravet var.

- Sagen har været præget af mangel på oplysninger på flere måder, hvor man ikke har været helt nede i de konkrete lånesager i forhold til at fremlægge dokumentation for, hvad der præcist er sket, siger Arvid Andersen.

Han har tidligere kritiseret Finansiel Stabilitet for at føre de meget omkostningstunge sager.

- Jeg synes ikke, at det skal udvikle sig til et beskæftigelsesprojekt for velbjærgede advokater at føre de sager. Så jeg vil da appellere til, at man besinder sig, når det kommer til, om man skal gå videre med denne sag, siger han.

Nu har Finansiel Stabilitet fire uger til at beslutte sig for, om sagen skal ankes til Højesteret. Arvid Andersen vil ikke kommentere, om han tror, det sker.

- Man rådgiver ikke på mavefornemmelser, men man kan jo skele til, hvad de har gjort før, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx