05/09-17 00:02

Raketopsendelse på Bornholm må udskydes endnu en gangRaketopsendelse på Bornholm må udskydes endnu en gang

Copenhagen Suborbitals simulerede en opsendelse af Nexø II, men fandt en fejl. Opsendelsen må derfor udskydes.

København. Den planlagte opsendelse af raketten Nexø II bliver igen udsat.

Det skriver talsmanden for foreningen Copenhagen Suborbitals, Mads Wilson, på en blog på Ingeniøren.dk.

Opsendelsen skulle have fundet sted på Bornholms østkyst i den kommende weekend. Men på grund af en teknisk fejl er foreningen nødsaget til at udskyde raketopsendelsen til weekenden 23. og 24. september.

I weekenden testede foreningen raketten og simulerede en opsendelse i Københavns havn. Her opdagede man den tekniske fejl ved raketten.

- Selv om weekendens test på mange områder var en succes, så må vi være helt ærlige og sige, at vi ikke føler, at vi teknisk kan blive klar til den kommende weekend. Der var for mange ting, der ikke helt spillede, skriver Mads Wilson på bloggen.

Opsendelsen, der oprindeligt var planlagt til finde sted 26. august, blev i første omgang udskudt til 2. september, derefter blev den rykket til weekenden 8. og 9. september, men må nu udsættes igen.

Raketten er efterfølgeren til Nexø I, der blev affyret i slutningen af juli 2016.

Opsendelsen gik langt fra som håbet, da motoren slukkede før tid, så raketten ikke kom op i seks kilometers højde som planlagt.

Det problem burde ikke opstå for Nexø II. Den nye raketmodel har fået fixet computersystemet, der fik Nexø I til at gå i stå. De forskellige forbedringer har gjort raketten en meter længere end forløberen.

Der er dog stadig risiko for, at vejret sætter en stopper for opsendelsen.

Det optimale raketvejr er svag vind på 3-4 sekundmeter og bølger på maksimalt en halv meter.

Raketforeningen Copenhagen Suborbitals tæller cirka 50 frivillige, der har bygget og opsendt raketter i Danmark siden 2011.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx