05/07-17 22:59

Fødevareministers embedsmænd modarbejdede fiskeriaftaleFødevareministers embedsmænd modarbejdede fiskeriaftale

København. Embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet har lagt detaljerede strategier for, hvordan man bedst kunne modarbejde fiskeripakken.

Det skete, da embedsfolk i januar i år skulle omsætte et folketingsflertals fiskeripakke til virkelighed.

Det skriver Berlingske torsdag.

Embedsmændene planlagde eksempelvis, at borgmestre og fiskeriforeningers utilfredshed med fiskeriaftalen skulle bruges til at skabe usikkerhed om folketingsflertallets politiske pakke.

Og embedsmændene lagde op til at koordinere forløbet med fiskeribranchen.

Det fremgår af interne dokumenter fra Miljø- og Fødevareministeriet, som Berlingske har gennemgået.

Målet med embedsmændenes aktion var, at der skulle skabes støj om fiskeriaftalen.

Så kunne miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) overtage kontrollen med en ny lovpakke om fiskeri, viser dokumenterne.

De nye oplysninger møder hård kritik fra flere forvaltningseksperter.

De får politikere fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at så tvivl om, hvorvidt de fremover har tillid til Esben Lunde Larsen som minister.

Fiskeripakken blev vedtaget af et flertal i Folketinget uden om regeringen i december 2016 og lignede en stor ydmygelse af Esben Lunde Larsen.

Herefter opstod den usædvanlige situation, at Miljø- og Fødevareministeriets embedsmænd skulle føre pakkens 25 initiativer ud i livet, selv om deres politiske chef var sat uden for døren.

Det handlede blandt andet om bedre forhold for kystfiskere og et opgør med såkaldte kvotekonger, skriver Berlingske.

Sagens akter viser, at det tilsyneladende var vigtigere for embedsværket at hjælpe ministeren end at føre de initiativer ud i livet, som landets lovgivere havde vedtaget.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser overfor Berlingske, at embedsmændene har ageret politisk.

- Jeg bruger ikke mine embedsmænd partipolitisk, men jeg lytter til den rådgivning, de tilbyder mig, og som forelægges mig.

Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, skriver i en mail til Berlingske, at sagen er udtryk for "helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx