20/10-17 16:16; Opdateret: 21/10-17 08:43

To moskéer angrebet i Afghanistan - 72 personer er dræbtTo moskéer angrebet i Afghanistan - 72 personer er dræbt

Islamisk Stat tager skylden for angreb på moské i Kabul, hvor 39 personer mistede livet.

Kabul. To blodige angreb ramte fredag moskéer i Afghanistan. I alt har 72 personer mistet livet.

Det første angreb var rettet mod en moské i den afghanske hovedstad, Kabul.

Det har kostet 39 personer livet og såret 45, oplyser Najib Danish, der er talsmand for indenrigsministeriet.

De var alle civile, tilføjer talsmanden.

Det var en selvmordsbomber, der sprængte sig selv i luften inde i moskéen. Den bruges af shiamuslimer, som var samlet for at bede.

- Jeg var inde på moskéens badeværelse, da jeg hørte et brag. Jeg skyndte mig ind i moskéen og så alle de bedende badet i blod, siger Hussain Ali til nyhedsbureauet AFP.

- Nogle af de sårede var i færd med at flygte. Jeg forsøgte at stoppe nogen, så de kunne hjælpe mig med de sårede, men alle var i panik. Det krævede ambulancer og politiet omkring en time at nå området, tilføjer han.

Islamisk Stat har lørdag morgen taget skylden for angrebet i Kabul, skriver AFP.

Den sunnimuslimske ekstremistiske gruppe har adskillige gange udført bombeangreb mod shiamuslimer. Islamisk Stat mener, at de er vantroende.

Moskéen, der blev ramt, hedder Imam Zaman. Den ligger i Dasht-e-Barchi, der er i den vestlige del af hovedstaden.

- Moskéens vinduer blev ødelagt, og blod og menneskerester blev spredt over alt, siger Ibrahim, som skyndte sig til moskéen efter angrebet.

- Det her er fuldstændig barbarisk. Hvilken slags islam er det her? De angriber troende, mens de beder. Selv moskéer er ikke sikre for os at bede i, tilføjer han til AFP.

Det andet angreb ramte en moské i den centrale del af landet i Ghor-provinsen.

Her er mindst 33 døde, oplyser Mohammad Iqbal Nizami, der er talsmand for politiet i Ghor, til nyhedsbureauet dpa.

Det er tilsyneladende en lokal politiker og militærleder fra partiet Jamiat, som var mål for angrebet. Det udtaler guvernør Atta Mohammad Noor, der er en ledende figur i Jamiat.

Ingen har taget skylden for det andet angreb.

I august og september har der alene været mindst to angreb på moskéer i Kabul.

Afghanistan har i det hele taget været ramt af en bølge af angreb på det seneste. De har kostet både civile, soldater og politibetjente livet.

Ifølge en FN-rapport fra sidste uge er landets shiamuslimske befolkning hårdt ramt af angreb i år. Mindst 84 er dræbt og 194 såret i angreb på moskéer og religiøse ceremonier, står der i rapporten.

Der bor cirka tre millioner shiamuslimer i landet, der er overvældende sunnimuslimsk.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx