04/09-17 10:30; Opdateret: 04/09-17 11:28

Politifolk må se langt efter afløsning på grænsenPolitifolk må se langt efter afløsning på grænsen

Det er fortsat betjente, der trækker i arbejdstøjet. Hverken Forsvaret eller kadetter er klar til at aflaste.

København. Hverken Forsvaret eller 53 færdiguddannede kadetter er klar til at aflaste politiet ved den dansk-tyske grænse.

Planen var, at kadetterne skulle hjælpe fra september, mens Forsvaret skal være klar inden udgangen af måneden.

Men der er endnu ikke udsigt til en løsning, og det er for dårligt, mener Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

- Det er udtryk for, at regeringen har meget svært ved at gøre ord til handling. Det lyder flot, når de præsenterer det, men der sker ikke rigtig noget.

- Der er et akut behov for, at vi får aflastet politiet på de opgaver, der kan aflastes på, siger hun.

53 nyuddannede politikadetter skulle fredag have haft første arbejdsdag ved grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.

Men aftalen om deres overenskomst ligger endnu ikke klar, fordi Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen strides om en aftale om vilkår for et nødberedskab.

Forsvaret skal aflaste politiet fra udgangen af september, var forventningen ifølge regeringen.

- Det er forventningen, at der allerede inden udgangen af september kan være frigjort et væsentligt antal betjente, står der i et faktaark fra august over regeringens 12 bandeinitiativer.

Endnu mangler rigspolitichefen og forsvarschefen at komme med en løsning på, hvordan Forsvaret kan frigøre politibetjente, selv om det var ventet inden september.

Det slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv fast på Venstres sommergruppemøde medio august.

Det er ikke langsommelige embedsmænd, men statsministeren, der bærer det endelige ansvar, mener Trine Bramsen.

Der er ikke tal for, hvor mange betjente der vil kunne frigøres, ligesom det heller ikke står klart, hvor mange soldater der kan sættes ind.

De to faggrupper skulle aflaste politiets folk, der så kunne vende hjem til deres politikredse.

Ved at aflaste politiet kan der sættes flere betjente af til sensommerens bandekonflikt, hvor flere tilfældige mennesker er blevet ramt af skud.

- Det står klart for alle, at dansk politi er ekstremt presset, og overarbejdstimerne hober sig op blandt landets politibetjente.

- Samtidig er de lokale politikredse drænet for ressourcer, fordi politiet ikke hjælper med de store opgaver som bandekrig og terrorbekæmpelse, siger Trine Bramsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx