19/10-17 09:24; Opdateret: 19/10-17 11:43

43 afghanske soldater dræbt i Taliban-angreb på militærbase43 afghanske soldater dræbt i Taliban-angreb på militærbase

Et angreb på en militærbase i Afghanistan er det tredje angreb på et sikkerhedsanlæg i landet i denne uge.

Kabul. 43 afghanske soldater har mistet livet i et angreb på en militærbase.

Taliban står bag angrebet, der fandt sted i det sydlige Afghanistan natten til torsdag.

Her bestormede medlemmer af gruppen basen, oplyser en talsmand for landets forsvarsministerium.

- Vi tror, at militante angrebsmænd brugte et Humvee-køretøj fyldt med sprængstoffer til at sprænge basens port væk, og vi undersøger, om der var mere end én, siger Dawlat Waziri.

- Desværre er der ikke noget tilbage på basen. De har brændt alt ned, som de fandt indenfor.

Angrebet fandt sted omkring Chasmo, der ligger i provinsen Kandahars Maiwand-distrikt.

Der var 60 soldater på basen i alt. Ni er sårede, og seks er savnede.

Derudover er ti fra Taliban dræbt, oplyser forsvarsministeriet.

Qari Yousuf Ahmadi, der er talsmand for Taliban, siger, at angrebet begyndte med en bilselvmordsbombe, hvorefter angrebsmændene løb basen over ende.

Det er det tredje angreb på et sikkerhedsanlæg i løbet af denne uge.

Dermed er flere end 120 omkommet, heriblandt soldater, politibetjente og civile.

Taliban har i mange år forsøgt at vælte den siddende regering i hovedstaden Kabul og genindføre et fundamentalistisk islamisk styre.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx