05/07-17 17:34; Opdateret: 05/07-17 20:04

Britisk tennishåb overlever forskrækkelse i WimbledonBritisk tennishåb overlever forskrækkelse i Wimbledon

London. Det britiske tennishåb Johanna Konta måtte slide hårdt for en plads i tredje runde i Wimbledon.

I et drama i tredje sæt mod verdensranglistens nummer 58, kroaten Donna Vekic, tog den sjetteseedede Konta sejren med 7-6, 4-6 og 10-8.

I tredje sæt skiftedes de to spillere til at holde deres serv, selv når de havde breakbolde imod sig.

En time og et kvarter inde i tredje sæt lykkedes det Konta at fremtvinge to matchbolde efter hinanden.

Den første blev misset, men i andet forsøg lykkedes det at afgøre affæren.

For mindre end tre uger siden slog 21-årige Vekic den fem år ældre Konta i finalen i en opvarmningsturnering i Nottingham.

Onsdagens opgør var ligesom i Nottingham en meget lige duel, hvor Konta nappede første sæt 7-6 i en tiebreak, der endte 7-4 til briten.

Andet sæt gik til den kroatiske opkomling, der lagde ud med et servegennembrud og tog sættet 6-4.

Tidligere på onsdagen avancerede hviderusseren Victoria Azarenka til tredje runde med en sejr over 15.-seedede Elena Vesnina på 6-3, 6-3. Vesnina måtte i andet sæt modtage behandling for en skade.

Azarenka er helt nede som nummer 683 på verdensranglisten, efter at hun på grund af graviditet har været væk fra toptennis i en periode.

Tiendeseedede Venus Williams kom også videre, men den 37-årige amerikaner måtte ud i tre sæt, før hun havde besejret kinesiske Wang Qiang 4-6, 6-4, 6-1.

Venus Williams var tidligere i juni impliceret i en trafikulykke, hvor en mand døde.

Hun har erklæret, at hun er dybt påvirket af ulykken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx