13/11-17 10:48; Opdateret: 13/11-17 20:58

Krænkerpræst vil arbejde med hjemløse efter løsladelseKrænkerpræst vil arbejde med hjemløse efter løsladelse

Efter overgreb på otte børn vil den nærmeste fremtid foregå bag tremmer. Men derefter har præst planer.

Holbæk. Det er nok mere sandsynligt, at en kamel skulle kravle gennem et nåleøje, end at en 47-årig mand i fremtiden kommer til at arbejde som sognepræst igen.

Det erkender manden selv mandag ved Retten i Holbæk, hvor dommens dag nærmer sig for den krænkerdømte sjælesørger.

- Jeg vil ikke kunne gå ud og få et arbejde som sognepræst igen, men der er andre muligheder. For eksempel at arbejde med hjemløse eller på et hospice, lyder det fra præsten.

I sidste uge blev han kendt skyldig i at have krænket otte børn på præstegården i Tømmerup gennem en tiårig periode. Onsdag i denne uge vil Retten i Holbæk udmåle en straf.

- Du har siddet i fængsel et stykke tid nu, og noget tyder på, at du skal sidde lidt mere, lyder det fra forsvarsadvokat Ulrik Sjølin Pedersen, som mandag afhører præsten.

Advokaten vil høre præstens tanker om, hvad der skal ske, når han engang ude i fremtiden bliver løsladt. Og advokaten vil også vide, hvad præsten tænker om sagen og muligheden for at modtage hjælp og behandling.

- Jeg vil tage mod al den form for behandling, som Kriminalforsorgen kan tilbyde. Jeg vil bruge al den tid, der er nødvendig til at nå frem til en forståelse af, hvorfor det er gået sådan, lyder det fra præsten.

Forklaringen falder, efter at anklager Anja Lund Liin og Ulrik Sjølin har læst op fra henholdsvis en retspsykiatrisk erklæring og en personundersøgelse.

Begge tegner et billede af en helt almindelig mand. Godt nok blev hans forældre skilt, da han var helt lille, men som treårig fik moren en ny mand, som adopterede den lille dreng.

I mange år levede præsten uden kontakt til sin biologiske far, og først som 13-årig fik præsten igen kontakt med faren.

Men præsten er ikke en helt almindelig mand. Almindelige mænd er ikke dømt for stribevis af overgreb mod børn. Hvilken straf, præsten skal idømmes, bliver afgjort på onsdag, og står det til anklageren skal straffen være hård, nemlig 12-14 års fængsel.

Senere mandag vil præstens forsvarer komme med sit bud på, hvad der vil være en passende straf.

Selv en lang fængselsstraf får en ende, og allerede nu har præsten tænkt på sin fremtid. Han forestillet sig for eksempel noget socialt arbejde i regi af Kirkens Korshær.

- De har opfordret mig til at søge ind hos dem, når jeg engang bliver løsladt, lyder det fra præsten, der desuden har en stor interesse for kaffe, som han også ønsker at beskæftige sig med.

Kirkens Korshær afviser blankt, at den dømte præst på nogen måde eller i nogen form har fået tilbudt et job eller anden beskæftigelse i organisationen efter endt afsoning.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx