11/11-17 09:26

Satspuljemillioner skal sikre veteraner hurtig erstatningSatspuljemillioner skal sikre veteraner hurtig erstatning

Partierne bag satspuljen har fordelt en lille milliard kroner på beskæftigelsesområdet.

København. Regeringen og de øvrige partier i satspuljen har indgået aftale for 2018 til 2021 på beskæftigelsesområdet.

Partierne har blandt andet afsat 22,4 millioner kroner, som skal forbedre sagsbehandlingen for veteraner og sikre, at de hurtigst muligt får den erstatning, de har krav på.

- Med denne aftale sikrer vi en bedre sagsbehandling for veteraner med både fysiske og psykiske mén. Det skylder vi dem, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Der er blandt andet afsat midler til at ansætte flere medarbejdere i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for at halvere sagsbehandlingstiden.

125 millioner kroner årligt går til erstatning til tidligere udsendte soldater, der er blevet diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, efter at have opholdt sig i udlandet som led i ansættelse i staten.

Satspuljeaftalen har også fokus på at hjælpe de mest syge og udsatte kontanthjælpsmodtagere og borgere i ressourceforløb tættere på arbejdsmarkedet. Det afsættes der 87,5 millioner kroner til.

- Det er en god dag for danskere på kanten af arbejdsfællesskabet. I dag tager vi et første skridt på vejen mod et mere rummeligt arbejdsmarked med plads til alle, siger satspuljeordfører Bjarne Laustsen (S).

Forligskredsen bag satspuljen består ud over regeringspartierne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, De Radikale og SF.

Med aftalen fordeles i alt 951,3 millioner kroner fra satspuljen.

Enhedslisten står som det eneste parti uden for aftalerne om satspuljemidlerne.

Partiet er uenig i finansieringen, der findes ved at lade offentlige ydelser som pensioner og kontanthjælp stige med en langsommere takt end lønninger.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx