04/08-17 04:02

Ledere: Prins Henrik skader sit eget og kongehusets omdømmeLedere: Prins Henrik skader sit eget og kongehusets omdømme

Prins Henrik gør kongehuset til grin, mener Ekstra Bladet, mens Berlingske taler om et "personligt lavpunkt".

København. Med sit ønske om ikke at blive begravet ved siden af dronning Margrethe har prins Henrik både på det formelle og det private plan skadet det danske kongehus samt sit eget omdømme.

Det skriver Berlingske i sin leder fredag efter torsdagens overraskende udmelding fra kongehuset.

- Det er en unødvendig og alt for demonstrativ beslutning, prins Henrik har taget, skriver Berlingske i sin leder og tilføjer, at det "må fylde enhver støtte af det danske monarki med tristesse".

Ikke alene udgør beslutningen ifølge Berlingske "et personligt lavpunkt" for den 83-årige Henrik, der risikerer at miste al den sympati og respekt, han har opbygget gennem sine mange år i Danmark.

Hans beslutning er også en "helt urimelig handling" mod dronningen.

- Den sætter rigets monark i en temmelig umulig situation. Det fortjener hun ikke, mener Berlingske.

Ydermere kan beslutningen ramme det danske monarkis omdømme.

At kongehuset nyder stor opbakning i befolkningen skyldes ifølge avisen især, at medlemmerne er bevidste om, at pligten følger med privilegierne.

- Med sin "ubetænksomme" beslutning "sætter prins Henrik utvivlsomt i mange danskeres øjne sin egen person over pligten. Det er ikke godt, mener Berlingske.

Ekstra Bladet mener, at prins Henrik "gør kongehuset til grin ude i verden, hvor ingen har forståelse for hans umulige forventning om en kongetitel".

I BT kaldes prins Henriks beslutning for blandt andet "forkælet og forkert".

- Forkælet, fordi prins Henrik altid har vidst, hvad jobbet som prins i Danmark indebar - at følge sin dronning i tykt og tyndt. Og forkert, fordi han derved sætter sin egen person over positionen som prins af Danmark og ser stort på den historiske tradition, som han er indskrevet i.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx