24/09-17 17:25

Defekt finsk jagerfly forsinker flytrafikken i AalborgDefekt finsk jagerfly forsinker flytrafikken i Aalborg

Et finsk F18-fly måtte nødlande i Aalborg Lufthavn med defekte bremser. Det forsinkede et Norwegian-fly.

Aalborg. Aalborg Lufthavn fik en uventet gæst søndag eftermiddag lidt før klokken 15.

Her måtte et finsk F18-jagerfly nemlig have hjælp til at lande sikkert ved hjælp af en såkaldt bremsewire, som man kender fra hangarskibe.

Flyet var på øvelse i Sverige, da det pludselig fik problemer med bremserne.

Flyvestationen i Aalborg var nærmeste egnede sted at sætte flyet ned, fordi den deler landingsbane med Aalborg Lufthavn og tidligere har huset en eskadrille af F-16-fly.

Derfor blev den finske pilot gelejdet ned her med henblik på at blive fanget af bremsewiren.

Forsvarets Operationscenter fortæller, at landingen blev fulgt af en redningshelikopter og i øvrigt forløb udramatisk.

Der gik kun cirka 15 minutter fra nødkaldet indløb, og indtil flyet landede.

Til gengæld betød nødlandingen, at den civile lufttrafik blev forstyrret en smule.

- Wiren skulle rulles ind igen, inden landingsbanen kunne benyttes igen.

- Derfor måtte en Norwegian-afgang udskydes en halv time, siger Søren Svendsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn.

Det finske fly venter nu på, at finske mekanikere kommer til Aalborg og reparerer bremserne.

Det kan muligvis allerede komme på vingerne mandag igen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx