06/07-17 07:53

Wozniacki har fornem historik mod græsglad udfordringWozniacki har fornem historik mod græsglad udfordring

London. På papiret ligner det en overkommelig opgave, når Caroline Wozniacki torsdag møder Tsvetana Pironkova i Wimbledons anden runde.

Bulgareren rangerer blot som nummer 131 i verden, og deres fire indbyrdes møder hidtil er alle endt med sejr til den femteseedede dansker.

Alligevel er der lagt op til en svær opgave for Wozniacki. Pironkova har nemlig turneringen som sin favorit. Hun nåede semifinalen i 2010 og kvartfinalen året efter. Begge år slog hun Venus Williams ud.

- Hun er komfortabel på græs og har spillet godt på det i mange år. Hun er typen, der kan være helt væk i nogle måneder, og så kan hun komme tilbage og spille om turneringssejre, siger Caroline Wozniacki.

Hun husker ikke det store fra de fire indbyrdes møder med Pironkova, hvoraf det ene er spillet på græs. I 2008 vandt Wozniacki i to sæt i Eastbourne forud for Wimbledon. Det seneste møde var i 2012.

- Det er lang tid siden, faktisk kan jeg kun huske to af kampene. Dem i Miami og Eastbourne. Hun spiller en atypisk form for tennis.

- Hun har en flad forhånd, som hun både bruger til at slå hurtigt og langsomt. Det kan være effektivt på græs, hvor bolden ikke hopper så højt. Så har hun også en god baghånd.

- Men jeg fokuserer mest på mig selv. Jeg skal have gang i fødderne og komme i god stilling til boldene, påpeger Wozniacki.

Far og træner Piotr Wozniacki har også stor respekt for modstanderen og tillægger ikke de fire indbyrdes sejre for megen værdi.

- Det er på græs, at Pironkova spiller godt. jeg forudser en meget tæt kamp, vurderer Piotr Wozniacki.

Torsdagens kamp er placeret på bane 2, hvor den afvikles som kamp nummer fire.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx