24/10-17 03:32

Alternativet kalder Støjberg i samråd over ExitcirklenAlternativet kalder Støjberg i samråd over Exitcirklen

Alternativet mistænker integrationsministeren og Dansk Folkeparti for magtmisbrug og indkalder til samråd.

København. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ageren i sagen om Exitcirklen er stærkt kritisabel.

Det mener Josephine Fock, der er Alternativets ordfører for mennesker på flugt og nye danskere.

- Jeg har netop indkaldt til samråd for at få en forklaring på, hvad der præcist er sket, siger hun.

Sagen går på, at Folketinget har afsat en pulje til "æresrelaterede konflikter". Den pulje havde projektet Exitcirklen søgt og fået tildeling fra helt efter reglerne.

Det er nu kommet frem, at den ansvarlige minister, Inger Støjberg, forsøgte at få lukket hele puljen, så udbetalingen til Exitcirklen ikke ville ske.

Det skete med en forklaring om, at puljen kun havde én ansøger, og at ministeren derfor mente, at den burde lukkes.

- Det er helt uacceptabelt, at ministeren gik ind i denne her sag. Exitcirklen var blevet godkendt til at modtage sin støtte, fordi det er et kvalificeret projekt og levede op til det, vi havde udstukket midler til, siger Josephine Fock.

Sagen om Exitcirklen har fået stor national bevågenhed, fordi flere borgerlige politikere - heriblandt Naser Khader (K) - har et personligt problem med personerne bag puljen.

De forsøgte tidligere i år at få tildelingen stoppet ved at sende et brev til ordførerne fra de partier, der støtter puljen, hvor de rejste tvivl om troværdighed og motiver hos de personer, der står bag Exitcirklen.

Martin Henriksen (DF) fortæller til Berlingske, at han havde henvendt sig til Inger Støjberg, før hun forsøgte at lukke puljen for at sige, at "vi ikke syntes, Exitcirklen skulle have de midler".

Er det den egentlige forklaring på, at Inger Støjberg forsøgte at standse støtten, er det grænsende til kriminelt, mener Josephine Fock.

- Det gør sagen endnu mere forfærdelig, hvis det er årsagen, og den originale forklaring bare var en undskyldning.

- For så er der tale om embedsmisbrug og magtmisbrug fra både Martin Henriksens og ministerens side.

- Derfor har jeg bedt sekretariatet om at indkalde ministeren i samråd, siger Josephine Fock.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx