01/11-17 20:17

Århus Håndbold laver vildt comeback efter Skanderborg-kollapsÅrhus Håndbold laver vildt comeback efter Skanderborg-kollaps

Skanderborg førte med seks mål et kvarter før tid mod Århus Håndbold i herrehåndboldligaen, men gik helt ned.

Skanderborg. Håndboldherrerne fra Skanderborg styrede direkte mod sæsonens blot anden sejr i ni ligakampe, men holdet gik helt ned i slutfasen mod Århus Håndbold.

Skanderborg førte med seks mål et kvarter før tid, men herfra scorede holdet blot to mål i resten af kampen, og så kunne aarhusianerne snuppe sejren på 29-24.

I 45 minutter var hjemmeholdet ellers klart bedst, men det hjalp intet, da man kollapsede fuldstændig i den sidste fjerdedel.

Fra 7-6 i første halvleg begyndte hjemmeholdet at opbygge en føring.

Tre mål på stribe gav en føring på fire mål, og inden pausen havde Skanderborg bragt sig i front med hele 16-10.

Det var ikke, fordi Skanderborg-målvogter Kristoffer Laursen diskede op med voldsomme redningsprocenter. Århus-angrebet var bare sjældent idéforladt og lavede mange fejl.

I modsatte ende var hjemmeholdets spillere effektive, og kun meget få chancer blev brændt.

Århus-mandskabet højnede niveauet en smule efter pausen, men ikke nok til for alvor at gøre et brugbart indhug i hjemmeholdets føring til at begynde med.

Skanderborg kunne tage en føring på seks mål med ind til det sidste kvarter af kampen, og hjemmepublikum kunne dufte en sjælden sejr.

Men det blev ved duften. For de grønblusede faldt fuldstændig sammen i de sidste 15 minutter.

Skanderborg lavede blot to mål i den periode, mens udeholdet lavede 13 og endte med en klar sejr på 29-24.

Århus Håndbold er med sejren oppe på 12 point og blander sig i den absolutte top. Skanderborg forbliver på to point og fortsætter livet i bunden med TM Tønder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx