30/11-17 15:34; Opdateret: 30/11-17 16:09

Deling af borgmesterpost er kun set få gange før i nyere tidDeling af borgmesterpost er kun set få gange før i nyere tid

Socialdemokratiet og Liberal Alliance deler borgmesterposten i Slagelse. Det er kun set få gange i nyere tid.

Slagelse. Det er kun set få gange før i nyere tid, at to personer har lavet en aftale om at dele en borgmesterpost.

Det siger kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, om delingen i Slagelse.

- Det bliver meget specielt, og det betyder, at man får travlt. Budgettet for det første år er vedtaget, så hvis man vil have nogle ting, man gerne vil igennem med, så har man travlt.

- Det er ekstremt usædvanligt, siger han.

Liberal Alliance og Socialdemokratiet deler borgmesterposten i Slagelse de næste fire år, efter at de har brugt over en uge på at finde en ny borgmester.

John Dyrby Paulsen (S) er borgmester de første to år, hvorefter Liberal Alliances Villum Christensen overtager.

Roger Buch hæfter sig dog ved, at aftalen bygger på frivillighed.

I 2001 vedtog et snævert flertal i Assens at dele posten mellem den daværende borgmester Hans Ole Hansen (V) og byrådsmedlemmet Truels Schultz (K).

Samme år lavede Venstre og Konservative i Skævinge en lignende aftale mellem daværende borgmester Finn Hansen (K) og Ole Roed Jakobsen (V).

Eksemplerne er dog på kanten af reglerne ifølge Roger Buch.

- Det er på kanten af det, der ligger i den kommunale styrelseslov, hvor man vælger en borgmester for fire år.

- Det gør man for at sikre sig stabilitet, så man ved, hvem borgmesteren er de næste fire år, siger han og understreger, at aftalen formentlig er fuldt lovlig, fordi den bygger på frivillighed.

En betingelse for borgmesterkabalen i Slagelse er, at Dansk Folkepartis Ann Sibbern tilbydes posten som viceborgmester.

Det er S, LA, SF og Enhedslisten, som er blevet enige om aftalen, der afslutter borgmesterballaden i Slagelse.

På valgnatten sagde John Dyrby Paulsen, at han var byens nye borgmester, men det viste sig dog, at der ikke var tilstrækkelig opbakning til hans kandidatur.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx