29/11-17 14:43; Opdateret: 29/11-17 16:44

Domstol løslader tysk soldat anklaget for flygtningeterrorDomstol løslader tysk soldat anklaget for flygtningeterror

Der er ikke nok beviser til at holde en terroranklaget tysk officer varetægtsfængslet, siger domstol.

Karlsruhe. En tysk soldat, som var sigtet for at planlægge et terrorangreb med det mål at give en fiktiv flygtning skylden, er løsladt fra varetægtsfængsling, oplyser en tysk domstol i Karlsruhe.

Det sker, da beviserne er utilstrækkelige til at opretholde fængslingen.

Soldaten har siddet fængslet siden 26. april. Der er blandt andet fundet et stormgevær, hvorpå der var indridset et hagekors og andre nazisymboler.

Officeren er identificeret som den 28-årige Franco A.

Nazisymbolerne udløste ingen reaktioner fra hans overordnede, og det har medført fokus på, om højreekstreme holdninger er udbredte i den tyske hær.

I den bizarre sag, der bragte flygtningekrisen i 2015 i fokus, udgav officeren sig for at være en frugtsælger fra Damaskus, som havde fået asyl i sit eget land og plads i et center samt 409 euro om måneden (knap 5300 kroner), selv om han ikke talte arabisk.

Efterforskerne af sagen siger, at Franco A., der er imod indvandring, havde planlagt et angreb, som han ville give en flygtning skylden for. Men en føderal domstol siger, at der "indtil videre" ikke er bestyrket mistanke om, at en alvorlig trussel var under planlægning.

Officeren er stadig tiltalt for at have udgivet sig som flygtning, men han er på fri fod, mens efterforskningen af sagen fortsætter.

Hans handlinger har blotlagt en til tider kaotisk håndtering af de mere end én million asylansøgere, som kom til forbundsrepublikken i 2015.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx