12/10-17 10:02; Opdateret: 12/10-17 11:51

Mand stukket ihjel i lejlighed på Amager - to er anholdtMand stukket ihjel i lejlighed på Amager - to er anholdt

To unge mænd er anholdt og sigtet i sagen om et formodet knivdrab torsdag morgen.

København. En mand er torsdag morgen død som følge af knivstik i en lejlighed på Amager.

- To personer er efterfølgende blevet anholdt i sagen. De bliver sigtet for drab, siger efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.

Det var i en lejlighed på Bredagervej 29 nær Københavns Lufthavn, at den dræbte blev fundet tidligt torsdag morgen.

- Der var nogle, som havde set en forvirret mand løbe rundt i området herude. Andre havde hørt, at der kunne være sket noget i en lejlighed. Så der var flere forskellige grunde til, at politiet kom herud, siger Robert Jensen.

Han oplyser, at de mistænkte ikke blev anholdt i lejligheden, men i nærheden af det formodede gerningssted. Den ene blev pågrebet cirka klokken 07.20, den anden knap to timer senere.

Politiet ønsker torsdag ved middagstid ikke at fortælle andet om den dræbte, end at der er tale om en yngre mand, som ikke er beboer i lejligheden.

De to formodede gerningsmænd er 21 og 19 år.

- Vi kan endnu ikke sige noget om motiv, andet end at de har været til stede i den her lejlighed alle tre. De kender hinanden, men vi har ikke afhørt de anholdte endnu, siger Robert Jensen.

Umiddelbart mener politiet ikke, at forbrydelsen kan relateres til den igangværende bandekonflikt i København.

I forbindelse med politiaktionen valgte politiet at afspærre både opgangen på Bredagervej og en del af Skottegården, et andet boligområde i nærheden.

Ifølge kilder på stedet skal politiet også have været i en lejlighed på Nordmarksvej.

Politiet valgte desuden at forbyde metroen at stoppe på stationerne Femøren og Kastrup, mens den indledende efterforskning fandt sted.

- I en periode lod vi metroen køre igennem nogle stationer, da vi ville undgå, at man steg af eller på, siger vagtchef Lars Westerweel til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx