04/12-17 03:01; Opdateret: 04/12-17 10:22

Danske speedskatere indløser OL-billetterDanske speedskatere indløser OL-billetter

Elena Møller Rigas og Viktor Hald Thorup skøjtede sig søndag til vinter-OL med World Cup-succes.

Calgary. Den danske speedskater Elena Møller Rigas leverede søndag et særdeles lovende resultat forud for vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang til februar.

Den 21-årige dansker endte således med en sølvmedalje i kvindernes massestart ved World Cup-stævnet i Calgary i Canada.

Det er ikke blot et imponerende, enkeltstående resultat. Det sender også Elena Møller Rigas til det forestående vinter-OL.

World Cup-stævnet var nemlig en mulighed for at score point til det samlede regnskab, hvor hun skal i top-24 for at sikre sig adgang til OL.

I november var Elena Møller Rigas også i finalen i massestart ved World Cup-stævnet i Heerenveen. Her blev hun diskvalificeret, men det gav alligevel danskeren ti point til kontoen.

Søndagens andenplads gav hende 80 point, og dermed har hun nu samlet set 90 point efter to ud af de tre afgørende World Cup-stævner.

Det rækker til en samlet femteplads, og hun er sikker på at tage en af de 24 OL-billetter.

Også den danske speedskater Viktor Hald Thorup sikrede sig en OL-billet, efter han var i aktion i Calgary.

Han blev nummer syv i massestart, hvilket kastede 40 point af sig. I Heerenveen blev han noteret for fire point, og dermed har han nu samlet 44 point og er sikker på at være med ved OL.

- Min syvendeplads i massestart sikrede mig kvalifikation til OL. Min ambition er at kvalificere mig på to distancer. Næste weekend er det min chance på 5000 meter, skriver han på Facebook.

Efter søndagens løb roste Viktor Hald Thorup også sin kvindelige kollega for sølvmedaljen.

- Til alle der troede, at Elena Møller Rigas var OL-kandidat: Det er hun ikke. Hun er OL-medaljekandidat, skriver han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx