26/10-17 16:27

Forsvarer: Tiltale om bestikkelse er et juridisk krumspringForsvarer: Tiltale om bestikkelse er et juridisk krumspring

Stor bestikkelsessag ruller langsomt i gang i Retten i Glostrup. Bødepåstand mod Atea røbes først senere.

Glostrup. Hvordan kan man tale om et selskabs bestikkelse af en ansat i Region Sjælland, når middage og rejser betales med regionens egne penge?

Dét er ifølge flere af forsvarerne et centralt spørgsmål i straffesagen, hvor it-selskabet Atea anklages for at have smurt offentligt ansatte med rejser til Dubai, Las Vegas og Rom og med fine middage på Kong Hans, Era Ora, Hotel Frederiksminde og Søllerød Kro.

Bagmandspolitiets sag mod Atea og de syv tiltalte er torsdag i Retten i Glostrup så småt ved at få luft under vingerne efter en stribe juridiske dueller om formaliteter. Og her kritiserer flere forsvarere, at der er rejst tiltale om både bestikkelse og underslæb.

- Man gør et krumspring og laver en lidt kunstfærdig konstruktion om, at det skulle være muligt at bestikke Region Sjællands egne medarbejdere med regionens egne midler, siger advokat Mikael Skjødt.

Han forsvarer en mand, der har været først it-direktør i Region Sjælland og derefter i Rigspolitiet.

Skjødt henviser til, at rejser og middage blev betalt med penge fra en særlig konto 2840 i Atea. Pengene tilhørte regionen, har Atea oplyst. Men i regionen førte man ikke regnskab med 2840, og kun et par stykker vidste besked om kontoen.

Ifølge Bagmandspolitiet var det flere ansatte i Atea, der disponerede over midlerne - og smurte løs for at fastholde storkunden.

Men nogle af middagene kostede for eksempel 30.000 kroner, og den værdi lever ikke op til straffelovens definition af underslæb af særlig grov beskaffenhed.

Dermed kan forholdene om flere restaurantbesøg være forældede, mener en anden af forsvarerne, advokat Arvid Andersen.

Også forsvareren for Atea A/S kommer på banen med en tilsvarende kritik. Claude Winther Nielsen mener desuden ikke, at Atea, som en såkaldt juridisk person, kan gøres ansvarlig for underslæb, fremgår det.

Endnu har Bagmandspolitiets anklagere ikke nævnt størrelsen af den bøde, som de vil kræve selskabet idømt. Den vil de efter planen først røbe hen mod sagens slutning, altså i februar.

Undervejs skal retten afgøre, om middage og rejser havde et sagligt formål, understreger en af anklagerne, specialanklager Jørn Thostrup.

Men allerede torsdag markerer den tiltalte tidligere it-direktørs forsvarer, at man er nede i småtingsafdelingen i forløbet, der strakte sig fra 2009 og næsten seks år frem.

- Man må kigge på forvaltningsretlige regler og kutymer tilbage fra 2009 og se, om man har bevæget sig ud i gråzonen og helt ind i en overtrædelse af straffeloven, siger Mikael Skjødt.

- Det er efter min mening en lang rejse. Flere forhold ville blot føre til en kammeratlig samtale eller irettesættelse, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx