26/09-17 12:31; Opdateret: 26/09-17 13:52

Løkke: Rød bloks falske modsætninger hører til på lossepladsLøkke: Rød bloks falske modsætninger hører til på losseplads

Det er falsk modsætning, når rød blok siger, at der kun er råd til skattelettelser eller velfærd, mener Løkke.

København. Skattelettelser eller velfærd.

Den offentlige debat koges ofte ned til et valg mellem det ene eller det andet, men så simpelt kan det ikke siges, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det siger han tirsdag eftermiddag fra talerstolen på Dansk Industris årlige topmøde i Operaen i København.

- De falske modsætninger hører til på lossepladsen. På det punkt går jeg ikke ind for genbrug. Men det er der andre, som gør. Som hver gang, de er i opposition, genbruger de samme slogans.

- Som forsøger at forsimple Danmarks fremtid til et valg mellem på den ene side skattelettelser, som øger beskæftigelsen, og på den anden side velfærd, lyder talepunkterne i talen.

Emnet ventes at fylde mere og mere frem mod folketingsvalget, som skal afholdes senest om to år.

Regeringen mener, der er råd til begge dele, nu hvor den økonomiske situation er blevet bedre i Danmark og har flere gange afvist rød bloks argumenter om enten-eller.

Skattelettelser er også velfærd, lyder modsvaret fra Venstre.

Desuden advarer statsministeren imod at bruge penge, som der endnu ikke er fundet i budgettet:

- Jeg vil advare mod den alt for simple "her og nu-tankegang", som desværre har slået rod på Christiansborg og i den politiske debat.

- Hvor alt for mange partier tænker på at bruge pengene. Men alt for lidt på, at de skal tjenes først.

Der er brug for at sikre, at det ventede økonomiske opsving lever op til sit fulde potentiale. Og derfor vil det være skadeligt at bruge alt på at øge det offentlige forbrug, som hospitaler, skoler og politi, siger Løkke:

- Derfor vil det være skadeligt, hvis man bare bruger rub og stub på at øge det offentlige forbrug. Det vil være at forpasse chancen for at lægge et solidt fundament til fremtidens vækst.

- Vi er nødt til at tænke mere på næste generation end på næste valg. Derfor ønsker jeg at investere i fremtidig vækst og velstand.

Statsministeren brugte talen til at fremhæve de udspil, som regeringen har lagt frem i de seneste uger.

For det første vil regeringen ifølge Løkke bruge under en fjerdedel af råderummet på at sænke skatten, så det bedre kan betale sig at arbejde og spare op til egen pension.

Regeringen vil for det andet styrke erhvervslivet med 22 initiativer. De skal sænke virksomhedernes omkostninger og øge adgangen til risikovillig kapital:

- Det er jer, der skaber arbejdspladserne. Det er jer, der betaler for velfærden, siger Løkke til de fremmødte erhvervsledere i Operaen.

For det tredje vil regeringen investere en del af råderummet i bedre infrastruktur i form af nye motorveje og digital infrastruktur.

- Det efterlader også samtidig med en stor pose penge til at styrke politi, forsvar og investere i bedre kernevelfærd, siger Løkke:

- Det er en sund balance, at vi ikke sætter det hele i forbrug eller skattelettelser.

- Vi balancerer det ud og investerer i vækst, velstand og velfærd.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx