15/09-17 09:34

Ekspert: Nordkorea spiller kun med muskler for at skræmmeEkspert: Nordkorea spiller kun med muskler for at skræmme

Styret i Nordkorea ved godt, at landet er den svageste part, hvis det kommer til en væbnet konflikt.

København. Selv om Nordkorea fremstår som den militaristiske og aggressive magt i Asien, ved alle - også Nordkorea selv - at styret er den lille og svage part.

Det er derfor udelukkende for at skræmme fjenderne, at Nordkorea tidligt fredag affyrede et ballistisk missil, som overfløj den nordlige japanske ø Hokkaido og endte i Stillehavet.

Det vurderer Geir Helgesen, som er seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier under Københavns Universitet.

- De spiller kontinuerligt med de militære muskler, fordi styret har set på Irak og konkluderet, at hvis de underlægger sig omverdenens krav og ikke fremstiller masseødelæggelsesvåben, så varer det ikke længe, før de bliver angrebet og overtaget af andre magter, siger han.

- Jeg siger ikke, at det vil ske, men det tror Nordkorea, medmindre de kan skræmme fjenden.

Nordkorea har affyret missilet, efter at FN's Sikkerhedsråd tidligere på ugen vedtog et nyt sæt sanktioner mod styret.

- Nordkorea svarer igen ved at sende en besked af sted til sikkerhedsrådet og til omverdenen om, at de er parate, hvis de bliver angrebet.

Hvis man vil ud af den onde cirkel, bliver USA nødt til at genetablere dialogen med Nordkorea, siger Geir Helgesen.

- Desværre siger USA, at man ikke vil belønne dårlig opførsel og lade Nordkorea true sig til forhandlingsbordet, men den sætning er kontraproduktiv, siger han.

- Hvis faren for krig er overhængende - uanset hvilket regime man står over for – er der ikke andet at gøre end at sætte sig ned og snakke. Det er ikke en belønning, men en strategi at bruge diplomati.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx