11/09-17 14:37; Opdateret: 11/09-17 19:39

Togulykke i Schweiz kvæstede 30 personer - 18 er børnTogulykke i Schweiz kvæstede 30 personer - 18 er børn

Et lokomotiv er kørt ind i fem togvogne i en schweizisk by. Ingen passagerer er alvorligt kvæstede.

Zürich/Genève. 30 personer blev kvæstet, herunder flere børn, da et lokomotiv kørte galt i den schweiziske by Andersmatt mandag middag.

Ingen er dog i kritisk tilstand, oplyser politiet i kantonen Uri ifølge det schweiziske medie 20 Minuten.

Sammenstødet skete på en station i den centrale del af landet kort før middag.

Her skulle lokomotivet køre hen på et parallelt spor for at komme foran fem togvogne med cirka 100 passagerer.

Men noget gik galt, og lokomotivet kørte i stedet ind i vognene.

Af de cirka 100 passagerer om bord var 65 skoleelever, skriver den schweiziske avis Blick.

Og 18 af de 30 kvæstede var børn.

Selv om ingen kom alvorligt til skade, var det en dramatisk oplevelse for børnene.

- Vi var lige ved at komme på plads i toget, da der kom et stød, siger Chantal Michel, der er lærer, til Blick.

Mange af eleverne skulle på lejrskole. Og flere af børnene, der havde været ved at lægge deres kufferter på plads, faldt, da ulykken fandt sted.

25 af de 30 kvæstede er på hospitalet. Læreren André Kobelt siger til Blick, at et barn skal overnatte på sygehuset på grund af en mulig hjernerystelse.

Andersmatt befinder i godt 1400 meters højde nær Sankt Gotthard-passet, og ulykken fandt sted på den populære Matterhorn-Gotthard-bane.

En talsperson fra Matterhorn-Gotthard-selskabet oplyser, at lokomotivet kun kørte med en hastighed på mellem 15 og 20 kilometer i timen.

Årsagen til ulykken er ikke klarlagt. Politiet har sammen med den schweiziske togsikkerhedsmyndighed igangsat en undersøgelse af årsagen bag.

Et øjenvidne, der befandt sig på banegården, da ulykken fandt sted, talte ifølge 20 Minuten ti ambulancer på stedet.

Derudover var der fire redningshelikoptere, skriver mediet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx