30/08-17 06:19

Amerikansk teenager tvinger Federer ud i fem sæt i US OpenAmerikansk teenager tvinger Federer ud i fem sæt i US Open

Den tredjeseedede schweizer måtte ud i fem sæt mod den blot 19-årige Frances Tiafoe ved åbningskamp i US Open.

New York. Den schweiziske tennisspiller Roger Federer er videre til anden runde af grand slam-turneringen US Open efter sejr i fem sæt over amerikaneren Frances Tiafoe

Den tredjeseedede Federer måtte kæmpe overraskende hårdt for at sikre sejren på 4-6, 6-2, 6-1, 1-6, 6-4 over den 19-årige amerikaner.

Frances Tiafoe lignede ellers inden opgøret en overkommelig opgave for den sejrsvante schweizer. Tiafoe rangerer således blot som nummer 70 i verden.

Efter et første sæt, som gik til den unge amerikaner, fik Roger Federer stille og roligt bedre styr på sit spil i andet sæt.

Og efter blot at have afgivet tre partier i andet og tredje sæt lignede den 19-dobbelte grand slam-vinder en mand på cruise control på vej mod anden runde.

Men den amerikanske teenager Frances Tiafoe havde tilsyneladende flere kræfter tilbage. Således lykkedes det at tvinge Federer ud i et femte og afgørende sæt, da han vandt sikkert 6-1 i fjerde.

I femte sæt brød Federer hurtigt Tiafoe og kunne ved stillingen 5-3 selv serve kampen i hus.

Men Francis Tiafoe bed fra sig en sidste gang og fik brudt tilbage.

Et par fejl i det efterfølgende serveparti blev dog skæbnesvangre for amerikaneren, der trods en imponerende indsats måtte se sejren gå til Roger Federer.

Roger Federer har ikke tabt en kamp i første runde ved en grand slam-turnering siden French Open i 2003.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx