16/11-17 20:06; Opdateret: 16/11-17 20:26

Kontroversiel advokat får endnu en bøde af AdvokatnævnetKontroversiel advokat får endnu en bøde af Advokatnævnet

Hans Boserup får bøde for grov tilsidesættelse af god advokatskik. Han har indbragt afgørelsen for retten.

København. Den sønderjyske advokat Hans Boserup har fået en bøde på 100.000 kroner af Advokatnævnet for groft at have tilsidesat god advokatskik.

Det fremgår af en kendelse, som Advokatnævnet har offentliggjort torsdag.

Hans Boserup afviser, at han har gjort noget forkert, og har indbragt sagen for retten.

I august 2015 stod en mand tiltalt for at have udsat en kvinde for vold, og Hans Boserup var bistandsadvokat for voldsofferet.

Retsmødet udviklede sig kaotisk.

På sin klients vegne krævede Boserup 350 kroner for ødelagt tøj og briller i forbindelse med overfaldet. Men dommerfuldmægtigen, der var retsformand i sagen, ville ikke tage stilling til erstatningskravet, da der ikke var dokumentation for det.

Forsvareren for den tiltalte afviste med samme begrundelse kravet. Det førte til en meningsudveksling mellem de to advokater, og det endte med, at retsformanden fratog Boserup ordet.

Derefter forsøgte han at diskutere med retsformanden og sagde blandt andet, at det ikke var "god retspleje", at han blev frataget ordet.

Forløbet fremgår af en udskrift af retsmødet, der er udskrevet fra en lydoptagelse.

Hans Boserup bestrider over for Ritzau, at retsmødet forløb, som det fremgår.

- Dommerfuldmægtigen kan jo skrive hvad som helst. Jeg har fået afslag på indsigt i lydfilen, og Advokatnævnet har ikke gjort noget for at få den, siger han.

Men det er et brev, som Hans Boserup sendte til retsformanden efter retsmødet, der udløser de hårde ord om grov tilsidesættelse af god advokatskik.

Boserup kærede byrettens afvisning af at tage stilling til erstatningsspørgsmålet.

I brevet til retsformanden tilbød han dog at frafalde kæremålet, hvis retten ændrede sin beslutning.

- Jeg har ikke brug for at udstille din retspleje for landsretten, hedder det i brevet, og senere skriver han:

- Din retspleje også i denne sag virker lejlighedsvist ligeså kontrollerende som dommerens rolle i den inkvisitoriske proces, som Danmark ikke anerkender.

Ifølge Hans Boserup er det ikke usædvanligt, at man tilbyder at trække en kære tilbage, hvis retten ændrer sin afgørelse.

Han mener heller ikke, at han er gået over stregen i brevet.

- Der er tale om et privat brev, og han er blandt advokater kendt for at være ret aggressiv i sin måde at lede retsmøder på. Han har aldrig glemt, at han tidligere har været anklager, siger Hans Boserup om dommerfuldmægtigen.

Boserup har tidligere fået adskillige irettesættelser og bøder af Advokatnævnet, og i august sidste år blev han i Vestre Landsret idømt 60 dages fængsel og fradømt sin bestalling i to år for falsk vidneforklaring.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx