08/08-17 09:15

Politiformand til rigspolitichef: Drop skønmalerietPolitiformand til rigspolitichef: Drop skønmaleriet

Der er ikke hænder til det hele, og det glemmer rigspolitichefen at sige, lyder kritik fra polititillidsmand.

København. Rigspolitichefen tegner et for rosenrødt billede af virkeligheden, lyder det fra formanden for Københavns Politiforening, Michael Møller.

- Der er ingen tvivl om, at kollegerne i Københavns Politi har det stramt med rigspolitichefens udmeldinger i øjeblikket.

- De kan ikke genkende den hverdag, han beskriver. Der mangler folk i samtlige afdelinger. I øjeblikket sidder københavnske politifolk og behandler voldssager i deres fritid for at hjælpe ledelsen, siger Michael Møller.

Det er rigspolitichef Jens Henrik Højbjergs udtalelse forleden til TV2, der har fået politiformanden til at se rødt.

Rigspolitichefen sagde blandt andet, at "vi har de værktøjer, ressourcer og erfaringer, der skal til. Vi har hver gang, der har været noget lignende, været i stand til at få det stoppet. Og vi har også styr nok på denne situation, til at vi får det igen".

Også Torben Ryttergaard, der er fællestillidsmand i den største afdeling på Politigården i København, Operativ Special Afdeling, er i Berlingske ude med riven efter politichefen.

- Jeg og mine kolleger håber, at vi snart ser en anden i spidsen for dansk politi, da tilliden til, at vores øverste chef fortæller det reelle billede af situationen, ganske enkelt ikke er til stede længere, siger Torben Ryttergaard.

Så langt vil Michael Møller ikke gå i sin kritik af rigspolitichefen.

Men hvis tilliden skal genoprettes, skal rigspolitichefen træde i karakter. Både over for politikere og befolkning, lyder det fra Michael Møller.

- Han skal være ærlig i sin udmelding om, at når det kræves, at vi prioriterer sikkerhed i København, hvilket er helt fornuftigt, så er der andre ting, vi ikke kan lave. Eksempelvis sager om økonomisk kriminalitet og voldssager.

- Rigspolitichefen er en loyal embedsmand, det er jeg med på. Men lige nu står vi med stor politisk opbakning, og der er det hans opgave at sige, at dansk politi har brug for massive ressourcer, siger Michael Møller.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx