02/12-17 17:44; Opdateret: 02/12-17 21:17

Bayern udbygger forspring efter stort Leipzig-nederlagBayern udbygger forspring efter stort Leipzig-nederlag

Bayern München vandt hjemme over Hannover, mens Yussuf Poulsen og co. tabte 0-4 til Hoffenheim.

München. Alt er ved at være ved det gamle i Bundesligaen i fodbold, i hvert fald hvad angår førstepladsen.

De regerende mestre, Bayern München, måtte lørdag dog kæmpe lidt for at vinde 3-1 hjemme over Hannover 96. Men sejren kom i hus, og topholdet udbyggede samtidig forspringet i toppen.

Det skyldes, at RB Leipzig med Yussuf Poulsen tabte 0-4 ude til Hoffenheim.

Dermed har Bayern München 32 point for 14 kampe, mens Leipzig har 26 point på andenpladsen.

Schalke 04 ligger nummer tre i Bundesligaen med 25 point.

Arturo Vidal headede Bayern München planmæssigt foran 1-0 i første halvleg, men Hannover 96 burde have udlignet efter knap en halv times spil.

Gæsternes Niclas Füllkrug måtte imidlertid se Bayern-målmand Sven Ulreich parere et straffespark, som målmanden selv begik.

Niclas Füllkrug havde ellers sendt bolden i nettet i første omgang, men dommeren dømte omspark, fordi nogle spillere var løbet ind i feltet. Og så brændte Hannover-spilleren altså i anden omgang.

Hannover fik alligevel udlignet før pausen ved Charlison Benschop, der headede bolden i mål.

Bayern-fansene måtte vente til midt i anden halvleg, før deres hold igen kom foran.

Kingsley Coman fik en aflevering med sig og bankede bolden højt op i nettaget til 2-1.

Tre minutter før tid lukkede Robert Lewandowski kampen med en scoring på et straffespark.

Yussuf Poulsen var med i de første 70 minutter, da RB Leipzig tabte hele 0-4 ude til Hoffenheim.

Hjemmeholdet førte 3-0, da den danske landsholdsspiller forlod banen.

Kriseramte Borussia Dortmund fik med en scoring cirka et kvarter før tid hentet et 1-1-resultat ude mod Bayer Leverkusen.

Det hører med til historien, at hjemmeholdet spillede lidt over en halvleg med en mand i undertal på grund af et rødt kort.

Dortmund har kun hentet tre point i de seneste syv ligakampe, og holdet indtager sjettepladsen med 22 point.

Thomas Delaney var med i hele kampen, da Werder Bremen hentede sin anden sæsonsejr i ligaen.

Det skete med en sejr på 1-0 hjemme over Stuttgart.

Resultatet betyder, at Werder Bremen kom op på 11 point.

Werder ligger stadig næstsidst og under nedrykningsstregen, men Thomas Delaney og co. har nu kun et point op til Freiburg.

Holdet, der slutter tredjesidst i Bundesligaen, skal efter sæsonen spille to playoffkampe mod nummer tre fra den næstbedste række om en plads i Bundesligaen.

Mainz havde to danskere på bænken fra start, da det blev 1-3 hjemme mod Augsburg.

Emil Berggreen blev skiftet ind fra begyndelsen af anden halvleg, mens Viktor Fischer kom ind cirka et kvarter før tid.

Fischer nåede at pådrage sig en advarsel.

Lørdag aften havde Schalke 04 mulighed for at kravle tilbage på andenpladsen hjemme mod bundproppen FC Köln.

Det lykkedes ikke, eftersom kampen endte 2-2. Dermed er Schalke et point efter Leipzig. Köln ligger helt alene i bunden med tre point.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx