19/10-17 10:01; Opdateret: 19/10-17 11:06

Spansk regering truer Catalonien med at opløse selvstyreSpansk regering truer Catalonien med at opløse selvstyre

Spaniens regering vil lørdag udløse artikel, der gør det muligt at suspendere Cataloniens selvstyre.

Barcelona/Madrid. Cataloniens leder, Carles Puigdemont, gør det ikke klart, hvorvidt regionen er erklæret selvstændig eller ej. Det fremgår torsdag af et brev til den spanske premierminister, Mariano Rajoy.

Den spanske regering har svaret igen ved at oplyse, at den lørdag vil udløse artikel 155 i landets forfatning. Den gør det muligt at sætte Cataloniens selvstyre ud af kraft.

Det oplyser premierministerens kontor kort efter meldingen fra den catalanske leder.

- Næste lørdag vil regeringen på et ekstraordinært møde vedtage de foranstaltninger, som skal forelægges senatet for at beskytte Spaniens generelle interesser, heriblandt indbyggerne i Catalonien, og genoprette den forfatningsmæssige orden.

Artikel 155 er aldrig blevet benyttet før.

Den giver regeringen mulighed for at tage "alle nødvendige foranstaltninger", hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen eller eksempelvis "handler på en måde, der er meget skadelig for Spaniens generelle interesser".

Puigdemont truer i sit brev desuden regeringen i Madrid med, at det regionale parlament kan stemme om en formel erklæring om uafhængighed, hvis ikke Spaniens regering vil indgå i en dialog med Catalonien.

- Hvis regeringen fortsætter med at hindre dialog og fortsætter med undertrykkelsen, kan det catalanske parlament går videre med - hvis det anses for at være belejligt - at stemme om en formel uafhængighedserklæring, skriver han.

Den spanske regering havde givet Puigdemont en deadline frem til torsdag klokken ti.

Her skulle han uddybe, hvorvidt regionen er erklæret selvstændig, efter at Cataloniens selvstyre 1. oktober gennemførte en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien.

Blot 43 procent af indbyggerne i regionen deltog i afstemningen 1. oktober. Ifølge de regionale myndigheder var 90 procent af de afgivne stemmer et "ja" til at løsrive sig.

Oven på afstemningen fremsatte den catalanske leder en selvstændighedserklæring - samtidig med at han suspenderede beslutningen, hvilket skabte forvirring.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx