13/07-17 12:05

Venstre: Børns vold mod ansatte i skolen er forældres ansvarVenstre: Børns vold mod ansatte i skolen er forældres ansvar

Der er behov for at kigge på andre løsninger på vold mod ansatte i skolen end flere penge, mener Venstre.

København. Forældre skal opdrage deres børn bedre, så de ikke ender i voldelige episoder med lærere i skolerne.

Det siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Annie Matthiesen, efter at det er kommet frem, at Arbejdstilsynet i 2016 gav rekordmange påbud til folkeskoler, fordi de ansatte blev udsat for vold.

- Det er ikke nok at aflevere barnet i skolen og forvente, at læreren løser problemet i skoletiden.

- Det er simpelthen nødvendigt, at alle voksne, som har en mulighed for at trække i den rigtige retning, tager fat på det her. Og det er os forældre, der har valgt at sætte børn i verden, og derfor har vi altså også et ansvar for at sikre, at vi opdrager dem, siger hun.

I alt reagerede Arbejdstilsynet 74 gange inden for kategorien folkeskoler og lignende, der også dækker privatskoler og specialklasser. Det er ifølge Avisen.dk det højeste antal reaktioner på vold nogensinde.

Danmarks Lærerforening peger blandt andet på, at der mangler støtte til vanskelige elever, som almindelige klasser skal rumme.

Annie Matthiesen anerkender udfordringen.

- Det er klart, at inklusionsopgaven er stor. Og jeg anerkender, at det i hvert fald ikke fungerer optimalt alle steder, siger hun.

Men "det hele bliver ikke lyserødt", hvis der blot tilføres flere penge, tilføjer Anni Matthiesen.

- Vi er nødt til at italesætte det og stille yderligere krav - både fra skoleledernes side og fra lærernes side over for forældrene. Blandt andet i forbindelse med indskrivningen, siger hun.

Spørgsmål: Det vil jo netop kræve flere ressourcer. Kan du være indstillet på rent faktisk at tilføre mere i støtte?

- Vi ved, at det er en vanskelig opgave at finde flere penge. For der er jo efterspørgsel alle steder i forhold til at finde flere penge og få flere midler. Så det kan jeg ikke love, svarer hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx