28/09-17 13:52

Eks-udenrigsminister vil forlade Grønlands regeringspartiEks-udenrigsminister vil forlade Grønlands regeringsparti

For nylig tabte Vittus Qujaukitsoq formandskampen til regeringslederen, nu vil han starte nyt parti.

København. Efter 28 år vil Vittus Qujaukitsoq forlade det socialdemokratiske regeringsparti Siumut i Grønland.

Det skriver mediet Sermitsiaq.

Han tabte for to måneder siden kampen om formandsposten i partiet til regeringsleder Kim Kielsen.

- Jeg kan ikke længere genkende mig selv i den måde, som Siumut kører på, siger han til Sermitsiaq.

Med 16 stemmer mod Kielsens 48 blev afgørelsen ret klar, og for Vittus Qujaukitsoq var det samtidig et nederlag for den linje, som han står for.

- Det er en lang række frustrationer, der har hobet sig op. Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at jeg igennem længere tid har været utilfreds med kursen i Siumut, siger han.

Han betegner det som meget sandsynligt, at han vil starte sit eget parti, men afviser at uddybe nærmere.

Han har i sin ministertid markeret sig med skarp kritik af Danmark og har kritiseret Danmark for ikke at påtage sig sit ansvar for at rydde op på de forladte amerikanske baser.

Han mener, at der skal sættes en dato for selvstændigheden, og at der bør lægges en langt mere målrettet kurs for at nå den.

Han er ikke valgt til det grønlandske parlament, Inatsisartut, Landstinget. Ved valget i 2014 fik han kun 87 stemmer.

Alligevel blev Vittus Qujaukitsoq hentet ind som naalakkersuisoq, altså minister, for erhverv, arbejdsmarked og udenrigsanliggender.

Vittus Qujaukitsoq trak sig i april i protest fra det, der svarer til udenrigsministerposten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx