15/07-17 15:02

54-årig fængslet for at sætte ild på herberg54-årig fængslet for at sætte ild på herberg

Herberget Mændenes Hjem på Vesterbro i København blev fredag aften hærget af en brand.

København. En 54-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i 10 dage for at have sat ild på herberget Mændenes Hjem i Lille Istedgade på Vesterbro i København fredag aften.

I forbindelse med branden måtte en person en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning.

Den 54-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 181 om brandstiftelse.

Branden blev antændt i et værelse på fjerde sal i ejendommen, der huser hjemløse mænd.

Der er ikke oplysninger om, hvordan der blev sat ild på.

Alarmen om branden gik klokken 22.42 fredag aften.

Det lykkedes brandvæsnet at få bugt med ilden, så branden kun udrettede skader på ejendommen lige omkring det værelse, hvor den blev antændt.

Politiets teknikere har lørdag undersøgt brandstedet.

Der er ikke oplysninger om, hvordan den 54-årige forholder sig til sigtelsen.

Han var ikke til stede i det grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor dommeren traf beslutning om, at der var grundlag for varetægtsfængsling.

Grundlovsforhøret skete in absentia, altså uden at manden selv var til stede. Han er indlagt på Hvidovre Hospital.

Han vil blive fremstillet i et nyt grundlovsforhør, så snart lægerne giver grønt lys.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx