30/08-17 10:01

Cort og Valgren udtaget til VM: De kan lave et resultatCort og Valgren udtaget til VM: De kan lave et resultat

Magnus Cort og Michael Valgren er udtaget til VM i Bergen som to ud af de seks ryttere, Danmark må have med.

København. Landstræner Anders Lund har sat navne på to ud af de seks mandlige ryttere, der skal forsøge at sikre et godt dansk resultat ved VM i Bergen om mindre end en måned.

Anders Lund har valgt at udtage sidste års vinder af PostNord Danmark Rundt, Michael Valgren, og Magnus Cort, der vandt to etaper i sidste års Vuelta a España, til det hårde linjeløb på Norges vestkyst.

- Jeg har ikke været i tvivl om, at både Cort og Valgren skulle med. Det er to af vores skarpeste endagsryttere, og de har begge niveauet til at lave et resultat, siger landstræneren i en pressemeddelelse.

At der er tale om to så forskellige ryttertyper, understreger blot bredden og styrken blandt de danske ryttere, mener han.

- Selv om de selvfølgelig har forskellige styrker og skal køre løbet forskelligt, passer ruten godt til dem begge, forklarer Anders Lund.

Den kuperede rute kræver forberedelse af flere taktiske scenarier, da der er mange mulige udfald af det 276 kilometer lange løb.

Til enkeltstarten har Anders Lund som forventet udtaget specialisten Martin Toft Madsen, der trods uheld og defekt sluttede på en sjetteplads ved EM - 45 sekunder fra en topplacering.

Den danske enkeltstartsmester blev nummer 13 ved VM i Doha sidste år og skal forsøge at forbedre det resultat på den atypiske rute, der slutter med en 3,4 kilometer lang stigning.

Landstræneren udtager de sidste fire ryttere til linjeløbet og den sidste enkeltstartsrytter efter afslutningen af Vueltaen.

Følgende ryttere er nu udtaget til VM i Bergen:

* Damejunior - enkeltstart: Emma Norsgaard, Caroline Bohé.

* Herrejunior - enkeltstart: Julius Johansen, Johan Price-Pejtersen.

* Dameelite - enkeltstart: Pernille Mathiesen, Cecilie Uttrup Ludwig.

* Herreelite - enkeltstart: Martin Toft Madsen.

* Herreelite - linjeløb: Magnus Cort, Michael Valgren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx