04/12-17 14:46; Opdateret: 04/12-17 15:26

Yemens tidligere præsident dræbt: Lig vises på videoYemens tidligere præsident dræbt: Lig vises på video

Flere internationale medier skriver, at Yemens tidligere præsident Ali Abdullah Saleh er dræbt.

Sanaa. En video frigivet af Yemens Houthi-oprørere viser angiveligt liget af landets tidligere leder Ali Abdullah Saleh.

Kilder fra begge sider af konflikten i Yemen har bekræftet, at det er ekspræsidenten, der ses i videoen. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Samtidig bekræfter kilder blandt Houthi-oprørerne til nyhedsbureauet Reuters, at Saleh er dræbt uden for hovedstaden Sanaa.

Houthi-oprørere siger til Reuters, at Saleh blev dræbt af Houthi-oprørere, mens han sad i sin bil.

Drabet på ekspræsidenten er seneste udvikling i den drabelige konflikt i Yemen.

Det kommer efter, at konflikten lørdag tog en overraskende drejning, da Ali Abdullah Saleh vendte sig mod Houthi-oprørerne, som han ellers var allieret med.

Saleh erklærede sig åben over for forhandlinger med den saudiarabisk-ledede koalition, som kæmper for at vinde magten i området tilbage til den internationalt anerkendte regering under præsident Abd Rabbu Mansur Hadi.

En talsmand for Houthi-oprørerne erklærede kort efter ekspræsidentens udtalelser, at Salehs tale var et kup vendt mod deres tre år gamle skrøbelige alliance.

Den nye situation har ført til blodige kampe mellem Salehs tilhængere og Houthi-oprørere i Hadda, som er et distrikt i den sydlige del af Sanaa.

Mandag har Houthi-oprørerne så fået fat i Ali Abdullah Saleh.

Ifølge en ledende person fra et medie under houthierne blev Saleh dræbt nær Marib, der er en østlig provins, der grænser op til Saudi-Arabien.

Han forsøgte at flygte til Saudi-Arabien, fortæller kilden til nyhedsbureauet AP.

Den frigivne video af Ali Abdullah Saleh viser hans døde krop, der er pakket ind i et farverigt tæppe og bliver løftet op fra jorden og ind i en varebil med åbent lad.

Salehs øjne er åbne, og der er tydelige skader på hans baghoved og blod på den trøje, som han bærer under et mørkt jakkesæt.

Videoen er delt på de sociale medier og er vist på tv i Yemen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx