25/09-17 05:03

35.000 elever undersøger ulækre skoletoiletter35.000 elever undersøger ulækre skoletoiletter

Børn i hele Danmark undersøger sammenhængen mellem ufrivillig vandladning og kvaliteten af skoletoiletterne.

København. - De er jo så klamme, at nogle får det dårligt af bare at være derude, lyder det fra Nicolaj Lukas Pedersen fra 7.a på Skelgårdsskolen i Kastrup.

Han har lige vasket sine hænder på skolens toilet, hvor sjaskvåde papirhåndklæder flyder på gulvet.

Fra på mandag og ugen ud skal han sammen med 35.000 andre elever undersøge, om der er en sammenhæng mellem ulækre skoletoiletter og ufrivillig vandladning og forstoppelse hos elever.

Den store undersøgelse kaldes Masseeksperimentet.

Eksperimentet bliver gennemført i samarbejde med forskere på Aarhus Universitetshospital.

De har en hypotese om, at nogle børn får problemer med at tisse i bukserne, fordi de holder sig gennem en hel skoledag. Det siger overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Aarhus Universitetshospital Søren Rittig.

- Mange af de børn, vi ser med forstyrrelser i blæren, fortæller, at de holder sig, fordi deres skoletoiletter er ulækre.

- En overaktiv blære medfører, at børnene mister kontrollen over blæren og tisser i bukserne, siger han.

På Skelgårdsskolen kan eleverne godt genkende problemet med ulækre toiletter.

- Jeg har prøvet, hvor jeg kom lidt stresset ud af døren og ikke nåede på toilettet. Så ventede jeg til, at jeg kom hjem, fordi toiletterne var rigtig ulækre, og fik meget ondt i maven, siger Oscar Clemmesen fra 7.a.

Viceskoleleder på Skelgårdsskolen Henrik Bunde anerkender problemet og er glad for, at eleverne selv er med til at belyse det.

- Ordentlige toiletter giver bedre trivsel for eleverne, så derfor er det naturligvis et meget vigtigt emne for os.

Selv om det virker spændende, er videnskabelige eksperimenter ikke ren sus og dus, når man skal undersøge toiletter, mener Emma Alberte Schweitz Fischer fra 7.a.

- Det lyder lidt klamt, men nu må vi se, siger hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx