09/07-17 03:27

Hedebølge brænder varmerekord fra 1886 i Los Angeles afHedebølge brænder varmerekord fra 1886 i Los Angeles af

København. En hedebølge indhyller det sydlige Californien på den amerikanske vestkyst i disse dage, og lørdag blev der i Los Angeles målt de højeste temperaturer i 131 år.

Ifølge USA's nationale vejrtjeneste, National Weather Service, nåede temperaturen i centrum af millionbyen ved middagstid op på 98 grader fahrenheit eller 36,7 grader celsius.

Det er en grad højere end den hidtidige rekord på 95 fahrenheit, som ifølge AP stammer fra 1886.

Den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Danmark, blev målt i Holstebro 10. august 1975. Her var temperaturen næsten den samme, som lørdag blev målt i Los Angeles - nemlig 36,4 grader.

Lørdag nåede temperaturerne andre steder i Los Angeles op på 109 grader fahrenheit og overgik rekorden fra 2006. Det skete i den nordvestlige forstad Woodland Hills.

Meteorologer advarer om endnu højere varmegrader længere væk fra kysten mod Stillehavet. Inde i landet kan det blive op til 110 grader fahrenheit (43,3 grader celsius). Ældre, børn og folk, der arbejder i det fri, advares om, at heden kan være livstruende.

Mens mange i det sydlige Californien flokkes på strandene på grund af varmen, så er flere tusindvis brandfolk travlt beskæftiget med at få styr på flere naturbrande.

En skovbrand i Santa Barbara-området har lørdag inden for otte timer bredt sig til et tre gange så stort areal og dækker omkring 77 kvadratkilometer. Det svarer næsten til størrelsen af Rømø.

På grund af en kraftig og knastør vind æder flammerne sig hurtigt ind på nye arealer og beboere i næsten 300 boliger er blevet evakueret.

Næsten 1000 brandfolk forsøger med assistance fra fem slukningshelikoptere og fire fly at inddæmme flammerne, oplyser kaptajn Dave Zaniboni fra brandvæsnet i Santa Barbara.

En brand i bakkedragene ved Sierra Nevada nord for Sacramento har forvandlet ti bygninger til aske, melder AFP.

Fem beboere og en brandmand er kommet lettere til skade. Kun en brøkdel af flammerne er under kontrol, oplyser The California Department of Forestry and Fire Protection.

Totalt er omkring 2300 brandfolk sat ind i at bekæmpe 17 naturbrande i Californien.

I april erklærede guvernør Jerry Brown officielt en mere end fem år lang periode med tørke for overstået i delstaten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx