14/07-17 22:52

Hårdere straffe for deling af sex- og nøgenbilleder på nettetHårdere straffe for deling af sex- og nøgenbilleder på nettet

Deling af intimt materiale uden samtykke er begyndt at få større konsekvenser. Vigtigt, lyder det.

København. Der er tegn på, at det er begyndt at få langt større konsekvenser, når sex- og nøgenbilleder bliver delt på nettet uden samtykke. Det skriver Politiken.

- Vi ser, at sager, der før bare blev negligeret og hengemt, nu bliver ført til doms og det med hårdere straffe end førhen. Det er en rigtig vigtig udvikling, siger advokat Miriam Michaelsen til Politiken.

Hun er partner i firmaet Njord Law Firm og fører sager for klienter, hvis nøgne kroppe er blevet eksponeret online uden deres samtykke.

I en af Miriam Michaelsens sager indgik en 19-årig pige forlig med en ung mand, der havde optaget en video af hende under sex og efterfølgende delt den med sine venner på Facebook.

Forliget lød på 100.000 kroner. Det beløb er formodentligt det største, der er udbetalt i lignende sager om digitale sexkrænkelser herhjemme.

Hidtil har de gængse straffe i lignende sager ifølge Politiken været bøder på et par tusinde kroner og omkring 14 dages betinget fængsel.

Der har været meget fokus på problemet med deling af intimt materiale uden samtykke.

I maj udkom Straffelovrådet med en betænkning, der anbefaler at hæve strafferammen fra seks måneder til to års fængsel for særlig grove tilfælde af deling af intime billeder af mennesker over 18 år.

- Med udbredelsen af internettet har krænkelserne fået et helt andet omfang end dengang, man kun kunne sende billeder med posten. Materialet kan spredes vidt og bredt og kan i visse tilfælde være næsten umuligt at fjerne igen.

- Derfor er der god grund til at afpasse straffene til den nye virkelighed, siger Straffelovrådets formand, præsident i Østre Landsret Bent Carlsen, til Politiken.

Hos Institut for Menneskerettigheder er ligebehandlingschef Ask Hesby Krogh begejstret for udviklingen.

- Det er enormt vigtigt, at vi viser, at det har konsekvenser at krænke andre online. Vi har virkelig haltet bagefter på det her område, siger han til Politiken.

På grund af ferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Men Justitsministeriet skriver i en mail til Politiken, at ministeren på baggrund af betænkningen vil fremsætte et lovforslag om at udvide strafferammen i efteråret.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx