15/09-17 22:40

33 døde og 23 savnet efter bådkæntring i Nigeria33 døde og 23 savnet efter bådkæntring i Nigeria

Det sker relativt ofte, at overfyldte både kæntrer i Nigeria. Onsdag mistede mindst 33 livet.

Kano. Mindst 33 personer fra Niger er druknet i det nordvestlige Nigeria, efter at en overfyldt båd kæntrede.

Drukneulykken skete onsdag, oplyser landets beredskabsstyrelse fredag.

Nigererne rejste fra Gaya, der ligger i Nigers sydlige Dosso-region, til Lolo i delstaten Kebbi i nabolandet Nigeria.

Suleiman Mohammed Karim, der er koordinator i beredskabsstyrelsen, oplyser, at båden havde plads til 70 passagerer. Men overlevende fortæller, at der var 150 i den - og deres varer.

- 84 passagerer blev reddet af nigerianske og nigerske redningshold med hjælp fra lokale dykkere, siger Karim.

- 33 lig blev bjærget fra floden, mens 23 stadig er savnet.

- Men efter at have tilbragt to dage på vandet formoder vi, at de alle er døde.

Der handles ofte på tværs af grænsen i området, hvor handlende primært rejser fra Niger til markeder i Nigeria.

Her køber og sælger de varer - alt fra korn til kreaturer.

Det hænder relativt ofte, at både kæntrer i Nigeria, hvor de tit er overfyldte.

I august omkom 12 personer, da en passagerbåd kæntrede i storbyen Lagos, der ligger i den sydvestlige del af landet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx