27/09-17 10:43; Opdateret: 27/09-17 11:36

Betjent: Bandeleder truede mig efter visitationBetjent: Bandeleder truede mig efter visitation

Anklagemyndighed vil have sendt bandeleder fra Loyal To Familia til Pakistan i sag om trusler mod en betjent.

København. Under stort politiopbud er sagen mod den 30-årige københavnske bandeleder Shuaib Khan onsdag begyndt ved Københavns Byret.

Manden, der er leder af Loyal To Familia (LTF), er tiltalt for trusler mod en betjent, og anklagemyndigheden går efter at få bandelederen udvist til Pakistan.

Det var i forbindelse med en visitation af en gruppe bandefolk på Nørrebro, at Khan natten mellem 31. juli og 1. august i år skal have truet en betjent.

Den betjent vidner onsdag i retten.

- Da vi kommer ud fra opgangen, hvor vi visiterede ham, er der dårlig stemning. Jeg hører nogen sige, at der skal tages billeder, og så bliver jeg udpeget af dem, som ham "der er problemer med."

- Så vender tiltalte sig og siger, at jeg skal passe på mig selv, siger betjenten.

Betjenten ved ikke, hvem der opfordrede til, at der skulle tages billeder. Så vidt han husker, var ni personer til stede. Alle med tilknytning til LTF.

Det var først 12. august, at Khan blev fremstillet i et grundlovsforhør, efter anholdelsen. Senioranklager Henrik Bergqvist vil vide, hvorfor Khan ikke blev anholdt på stedet.

Det kan den anden betjent, der også var til stede, svare på.

- Så ville byen stå i brand. Vi var så få, og det ville give ballade, så vi skulle ikke anholde nogen lige der, forklarer vidnet.

Mens vidnerne svarer på anklagerens spørgsmål, sidder Khan og smiler og ryster let på hovedet. Han nægter sig skyldig.

Desuden er Khan også tiltalt for at have opholdt sig i Danmark uden den fornødne tilladelse. Ifølge anklageskriftet skete det i perioden 3. november 2010 til 18. september 2015. Også her nægter han sig skyldig.

Hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, mener, at forholdet er forældet.

Under grundlovsforhøret i sommer ville Khan ikke svare på, om han var lederen af LTF. Men i en mail til Ekstra Bladet har han udtalt, at han er "el presidente" i banden - altså præsident.

Banden spiller ifølge politiets opfattelse en stor rolle i bandekrigen, der har præget København siden sommer.

Derfor er politiet mødt talstærkt op ved Københavns Byret. Foruden den store gruppe af betjente ude foran retten, sidder fem betjente spredt i retssalen.

Ingen andre bandemedlemmer sidder i salen. Kun Khans bror har fået lov til at komme ind.

Khan har siddet varetægtsfængslet siden 12. august.

Der ventes dom 9. oktober.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx