06/11-17 11:26; Opdateret: 06/11-17 14:13

Anklager: Moffe skal i fængsel for storsalg af cannabisolieAnklager: Moffe skal i fængsel for storsalg af cannabisolie

Anklager kræver tre års fængsel for storsalg af cannabisolie. Forsvareren kræver betinget dom på halvandet år.

Holbæk. En vestsjællandsk murer skal tre år bag tremmer for at have solgt 51.569 chokoladeknapper, der indeholdt cannabisolie. Han skal ligeledes betale en tillægsbøde på 25.000 kroner.

Sådan lyder kravet fra anklager Lise Frandsen mandag i Retten i Holbæk.

46-årige Claus Nielsen, der kaldes "Moffe", sidder på anklagebænken sammen med sin kone og tre medtiltalte i en sag, der har fået stor offentlig interesse.

Men det har ikke været "Moffes" formål at overtræde straffeloven. Han ville blot hjælpe syge og smerteplagede danskere, har han forklaret under et tidligere retsmøde.

Af denne grund nægter han sig skyldig. Men dette er ikke anklager Lise Frandsens opfattelse.

Anklageren går efter en dom for overtrædelse af straffelovens paragraf 191 om salg og produktion af ulovlig narkotika samt et brud på lægemiddelloven.

- Det er ikke domsmandsrettens opgave at tage stilling til, om cannabis bør være lovlig, eller hvordan det bør lovliggøres. Det har vi dygtige mennesker på Christiansborg til, siger anklager Lise Frandsen.

Ifølge Claus Nielsens forsvarer, advokat Erbil Kaya, har Lægemiddelstyrelsen dog kategoriseret "Moffes" produkter til at være et lægemiddel.

Af denne grund kan der ikke være tale om et brud på straffeloven.

- Den almindelige narkohandler arbejder i det skjulte. Claus har gjort det stik modsatte. Han har offentligt vist og fortalt, hvordan han producerer og sælger cannabisolie, siger Erbil Kaya.

Derfor bør den 46-årige straffes for at have solgt et lægemiddel uden de nødvendige godkendelser. Det kan ifølge advokaten maksimalt give en betinget dom på halvandet år.

Anklager Lise Frandsen vil lade det være op til retten at afgøre, om de fire medtiltalte kan straffes i samme omfang som "Moffe".

Hun lægger dog op til en straf på over to år for deres rolle i produktionen. De har nemlig alle haft hver deres brik i puslespillet, lyder forklaringen.

- "Moffes" forretning ville ikke have været den sammen uden deltagelse af alle fem. Det er derfor anklagemyndighedens opfattelse, at de bør dømmes i forening, siger anklager Lise Frandsen.

De medtiltalte har blandt andet stået for forsendelse, produktion af chokolade og den tekniske drift.

I en periode på to år frem til oktober sidste år blev der ifølge anklageskriftet bestilt produkter indeholdende cannabisolie for knap 2,7 millioner kroner fra hjemmesiden moffe.com.

Der forventes dom i sagen tirsdag 21. november.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx