14/02-18 22:14

PORTRÆT: Sydafrikas skandalemand klyngede sig til magtenPORTRÆT: Sydafrikas skandalemand klyngede sig til magten

Den skandaleramte Jacob Zuma blev efter mange års skandaler afsat af sit eget parti.

Johannesburg. Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, er en tidligere hyrdedreng, der kæmpede sig vej til toppen på en anti-apartheidbølge og har klynget sig til magten på trods af en lang række skandaler gennem årene.

Onsdag blev det dog enden for Zuma, der blev væltet af sine egne partifæller i Den Afrikanske Nationalkongres (ANC).

ANC satte allerede tirsdag Zuma stolen for døren ved at kræve hans afgang. Torsdag ville han blive udsat for et mistillidsvotum i Sydafrikas parlament, hvis han ikke var trådt tilbage forinden, lød truslen fra ANC.

Den 75-årige politiker har overlevet i politik ved at pleje et netværk af loyale politikere i ANC, der med Nelson Mandela i front væltede apartheid-styret og har vundet alle valg, siden Sydafrika blev et demokrati i 1994.

Blandt pletterne på Jacob Zumas præsidentskab 2009-2018 er en stigende folkelig mistillid til den sydafrikanske regering. Det er blandt sydafrikanerne en generel holdning, at Zuma har skabt korruption i toppen, skriver AFP.

Desuden er landet ramt af lav vækst, stor gæld og en rekordstor arbejdsløshed.

Men Zumas historie som menig arbejdsmand kommer ham til gode, mener Sdumo Dlamini, chef for sammenslutningen af sydafrikanske fagforbund, Cosatu.

- Han er en mand af folket, og han er steget op gennem arbejderklassen. Han kender folkets lidelser, siger Dlamini til AFP.

Jacob Zuma blev født i landsbyen Nkandla i KwaZulu-Natal-provinsen den 12. april 1942. Her voksede den senere toppolitiker op uden nogen formel skolegang.

I 1963 blev han som medlem af den væbnede gren af ANC dømt for forsøg på at vælte det hvide apartheid-styre. Han afsonede sin straf på ti års fængsel på Robben Island sammen med blandt andre Nelson Mandela, skriver Reuters.

Efter sin løsladelse tog Zuma til udlandet, hvor han arbejdede for ANC under jorden. Da ANC blev lovligt i 1990, vendte han tilbage til Sydafrika efter 15 år i eksil.

I 1997 blev han vicepræsident for ANC, og to år senere blev Zuma valgt som Sydafrikas vicepræsident.

Her tjente han i en årrække, mens skandalerne ombølgede ham.

I 2006 blev han beskyldt for voldtægt. Han undgik dom i sagen, men hans popularitet og troværdighed led et knæk, da han vidnede i retten.

Her fortalte Zuma blandt andet, hvordan han tog et bad, efter at han havde haft sex med en hiv-smittet.

Men Zuma formåede igen at kæmpe sig tilbage, og i 2009 blev han valgt som præsident i Sydafrika, efter at han to år tidligere havde været med til at vælte Thabo Mbeki som leder af ANC. Zuma blev genvalgt som præsident i 2014.

Men i 2016 slog en domstol fast, at Zuma havde brudt forfatningen ved at bruge offentlige midler til at få renoveret sin private bolig.

En ny nedtur begyndte for præsidenten, der senere blev beskyldt for at lade en rig indisk familie, Gupta-klanen, få indflydelse på sin regeringsførelse.

I 2017 fyrede Zuma sin finansminister, og det førte til åben ordkrig og fløjdannelse i ANC, der flere gange tidligere havde reddet Zuma fra nedtur.

I december 2017 blev Zuma afsat som leder af ANC. Han blev efterfølgende sat under pres for at træde tilbage som præsident inden næste valg.

Tirsdag krævede ANC så endegyldigt Jacob Zumas afgang som præsident.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

BTs Formel 1-ekspert: Kom så, Grosjean!
bt.dk
Nicki Minaj bekræfter rygte: Jeg...
bt.dk
Verdensstjerne i nødråb for dansk...
bt.dk
Kim Larsens søn var bange for...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx