16/10-17 05:07; Opdateret: 16/10-17 06:03

Terrormistænkt topfigur er dræbt i ildkamp i FilippinerneTerrormistænkt topfigur er dræbt i ildkamp i Filippinerne

Manden, som Islamisk Stat har betegnet som bevægelsens emir i det sydøstlige Asien, er blevet dræbt.

Manila. De to sidste overlevende ledere bag en blodig belejring af en by i Filippinerne er blevet dræbt i en skudveksling med soldater.

Jihadisterne Isnilon Hapilon og Omarkhayam Maute blev dræbt mandag i byen Marawi, der ligger i den uroplagede sydlige region Mindanao.

Det oplyste kilder i Filippinernes sikkerhedstjeneste til nyhedsbureauet AP natten til mandag dansk tid.

Tidligt mandag morgen bekræfter landets forsvarsminister, Delfin Lorenzana, oplysningen.

- De blev dræbt, siger han ifølge Reuters.

Store dele af byen blev 23. maj indtaget af hundredvis af militante islamister. Det skete under ledelse af blandt andre Hapilon og Maute.

Tusindvis af soldater blev sat ind for at generobre Marawi.

Samtidig indførte præsident Rodrigo Duterte undtagelsestilstand på Mindanao, der er landets næststørste ø, for at slå ned på lokale terrorgrupper.

I september meddelte militære ledere, at Isnilon Hapilon og Omarkhayam Maute stod i spidsen for et sidste forsøg på at holde stand i en del af Marawi.

Under mandagens kampe blev mindst 17 gidsler reddet af soldater, oplyser AP's kilder.

De fortæller også, at kampen om byen muligvis vil være overstået denne uge.

Jihadisterne har forbindelse til den militante Abu Sayyaf-gruppe, der har svoret troskab til Islamisk Stat.

Abu Sayyaf har gennem årene taget adskillige vestlige og lokale gidsler. Flere gidsler er blevet halshugget, hvis gruppens krav om løsepenge ikke er blevet opfyldt.

Isnilon Hapilon stod ifølge AP på det amerikanske forbundspoliti FBI's liste over de mest eftersøgte terrormistænkte i verden.

BBC og Reuters har tidligere skrevet, at Islamisk Stat har betegnet Hapilon som bevægelsens emir i det sydøstlige Asien.

Det frygtes, at Abu Sayyaf og andre islamistiske grupper forsøger at tage kontrollen over det sydlige Filippinerne og danne et kalifat, der også kan strække sig over andre lande i Asien.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx