28/10-17 13:23

Mange træer ventes at vælte under stormen IngolfMange træer ventes at vælte under stormen Ingolf

Natten til søndag ventes stormen Ingolf at ramme Danmark, og der er risiko for, at mange træer vil vælte.

København. Jo tidligere på sæsonen en storm rammer, desto større konsekvenser kan det have.

Siden 1950 er 62 procent af alle storme i Danmark sket i vintermånederne, hvor træerne har mistet bladene.

Stormen Ingolf ventes at ramme natten til søndag og rammer dermed landet tidligt på sæsonen, og det kan betyde flere væltede træer.

- Når træerne har flere blade på, så er der en større overflade, vindstødene kan tage fat i, og det kan betyde, at der vælter flere træer nu, end hvis stormen havde ramt i december, siger Lars Schou, operativ chef i beredskabsstyrelsen.

Træerne mister sine blade på forskellige tidspunkter af året, så det er ikke alle træer, der har større risiko for at vælte.

- Kastanjetræer og poppeltræer har allerede tabt deres blade, og egetræerne har også til dels, men især piletræerne, har stadig blade på, så det er en træsort, der har større risiko for at vælte, siger Mimi Hvass, ejer af planteskolen SITAS.

En anden grund til at piletræer er særligt udsat, er, at de vokser meget hurtigt og har derfor en meget tynd stamme, der lettere knækker i en storm.

De seneste par uger har været meget regnfyldte, og det kan, ud over flere blade på træerne, også spille en rolle.

- Regnen gør jorden blød, og det gør, at træernes rødder ikke står lige så godt fast i jorden, siger Mimi Hvass.

Selv om der er større risiko for væltede træer, skal man ifølge Beredskabsstyrelsen ikke begynde at fælde træer for at sikre sig mod stormen.

- Selvfølgelig skal folk være mere opmærksomme på træer, men vi vil ikke opfordre folk til at begynde med at fælde træer. I stedet kan man fjerne ting, som kan blive ramt af faldne træer, siger Lars Schou.

DMI forventer, at Ingolf bliver en storm med vindstød op til orkanstyrke. Desuden kan stormen give forhøjet vandstand.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx