01/10-17 05:26

Kåd bilist giver fire unge mænd benbrud efter gaderæs på FynKåd bilist giver fire unge mænd benbrud efter gaderæs på Fyn

En 39-årig mand sigtes for at have forvoldt fare for nogens liv eller førlighed, da 100 mennesker var samlet.

Langeskov. Fire unge mænd er blevet bragt på hospitalet efter at være blevet ramt af en bil i Langeskov natten til søndag.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede tidligt søndag morgen.

De fire mænd på henholdsvis 18, 18, 19 og 25 år har pådraget sig brud på benene. Den 25-årige har fået åbent benbrud og hovedtraume. Alle fire er uden for livsfare.

Fyns Politi modtog kort efter klokken 01.30 flere anmeldelser om et færdselsuheld, hvor flere personer var blevet ramt af en bil på Mariesmindevej i Langeskov.

I forbindelse med de mange anmeldelser fremgik det, at flere end 100 mennesker var samlet på stedet, som i øvrigt af politiet er kendt som et sted, hvor der af og til køres gaderæs.

Politiets afhøringer af vidner har indtil videre klarlagt, at menneskemængden var forsamlet i Langeskov, efter at man havde kørt gaderæs i Odense, der ligger godt ti kilometer derfra.

Flere biler holdt parkeret, og folk stod og snakkede, da gerningsbilen kom kørende med angiveligt over 100 kilometer i timen.

Føreren ramte i alt syv biler og de fire mandlige fodgængere.

Bilens fører, en 39-årig mand fra lokalområdet, blev anholdt på stedet.

Han bliver sigtet for spirituskørsel, kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand, kørsel i frakendelsestiden og efter straffelovens paragraf 252 om i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Yderligere bliver han sigtet efter straffelovens paragraf 249 om betydelig uagtsom legemsbeskadigelse under skærpende omstændigheder.

Den 39-årige mand var ifølge politiet ikke en del af det selskab, der var forsamlet i forbindelse med gaderæset.

Forud for uheldet havde der været et skænderi mellem manden og hans kæreste et andet sted. Den anholdte forlod stedet i bil, og da han bemærkede de mange mennesker, der var samlet, besluttede han sig ifølge politiet for at vise flokken, "hvordan man kører bil".

Der vil i løbet af søndag formiddag blive foretaget en juridisk vurdering, af hvorvidt den 39-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør senere søndag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx